Gør hverdagen lettere
Faste rutiner, enkle systemer og hjælpemidler kan skabe overskuelighed, tryghed og ro i din hverdag. Samtidig kan det hjælpe dig til at fortsætte hverdagen, som du kender den. Men efterhånden som sygdommen skrider frem, får du også behov for at ændre dine daglige rutiner eller indføre helt nye.
Hjælp til at huske
Det kan være, at du på et tidspunkt får brug for hjælp til at huske at bruge dine hjælpemidler i hverdagen – for eksempel til at kigge i kalenderen eller se på ugeplanen.

Hvis du bor alene, kan det være en god støtte at have en fast aftale om daglig kontakt. Bed en person, du kender godt, ringe til dig eller besøge dig hver dag.
Der findes enkle hjælpemidler, der kan hjælpe dig med at huske. Brug eventuelt en opslagstavle, hvor du kan have en dag- eller ugeplan med dine aftaler og aktiviteter hængende. Du kan også bruge kalenderen til at skrive, hvem der har været på besøg, så du kan fortælle det til andre.
Andre hjælpemidler
Der findes også andre hjælpemidler, som kan gøre din hverdag nemmere og tryggere:
Brug billeder
Hvem er hvem? Hæng billeder med navne på familiemedlemmer, venner og andre op på opslagstavlen eller væggen.
Hvor er hvad? Markér dørene i boligen og skabs- og skuffedøre med billede eller navn på rummet eller indholdet.
Hvordan gør man? Vis med billeder, hvordan man trin for trin bruger for eksempel (op)vaskemaskinen.