You are here

Livet med demens

Når man får en demensdiagnose, bliver man uvilkårligt slået ud af kurs. Demenssygdommens forløb og udvikling er forskellig fra person til person - ikke to liv med demens er ens. Men livet med demens er en fælles sag for den, som har sygdommen, og de nærmeste.

I den første fase vil det altid være svært at forstå, hvad demensdiagnosen indebærer. Det kan være svært helt at acceptere sygdommen og de forandringer, den nye situation bringer med sig. Selv om man undervejs har været forberedt på, at det måske kunne være en demenssygdom, kan den endelige diagnose alligevel komme som et chok.

Demens er en udfordring
Demenssygdomme griber dybt ind i familiens liv. Rollerne ændrer sig, og samværet skifter karakter. Når diagnosen er stillet, er udfordringen derfor at finde ud af, hvordan det nye samliv med demens skal leves.
Den demente bliver, efterhånden som sygdommen skrider frem, dårligere og dårligere. Det betyder, at I hele tiden skal omstille jer og finde nye løsninger på de udfordringer, sygdommen fører med sig. Det kræver overskud og tålmodighed, hvilket ofte er svært, når man står midt i alle problemerne.


Demente og pårørende har derfor behov for hjælp i form af råd, vejledning og støtte. Her følger tre generelle råd, som kan gøre hverdagen med en demenssygdom lettere:

Søg viden
Vi ved ikke, hvorfor demenssygdomme opstår. Vi har heller ikke nogen kur, der kan helbrede sygdommene. Men vi ved meget om, hvordan demenssygdomme påvirker hverdagen for dem, der er berørt. Den viden er guld værd, når livet med demens skal indrettes.
Jo mere viden, den sygdomsramte, de pårørende og plejepersonalet har om demenssygdomme, desto bedre muligheder er der for at mindske og lindre sygdommens negative konsekvenser.

Vær åben
Man kan ikke se, om en person har en demenssygdom. Venner, naboer og arbejdskolleger vil derfor sjældent vide, at familien er ramt af en sygdom – med mindre man selv fortæller det.
Åbenhed om sygdommen gør det lettere for familie og venner at tilbyde deres støtte. Åbenhed gør det også lettere at tage imod gode råd og den hjælp, omgivelserne giver.

Tag del i fællesskabet
Der er mange familier, der er ramt af demenssygdom. Flere end 400.000 personer lever med demens i hverdagen – enten fordi de selv har en demenssygdom, eller fordi de er pårørende. At møde andre, der er i samme situation som én selv, kan være en stor hjælp til at klare hverdagen med demens.

Del dette