DEMENSVENLIGE GÅFÆLLESSKABER
Hvad er et 'Demensvenligt gåfællesskab'?
Fysisk aktivitet i samvær med andre har stor betydning for mennesker med demens. Derfor har Alzheimerforeningen i samarbejde med DGI opstartet en række gåfællesskaber flere steder i landet.
Et demensvenligt gåfællesskab er en god måde at komme ud i naturen på - oven i købet i selskab med andre mennesker.
Når man er en del af et gåfællesskab, har man nemlig mulighed for at gå med på guidede gåture i grupper. Gåture, der er særligt tilpasset mennesker med en demenssygdom og deres pårørende.
Gåture giver godt humør
Fysisk aktivitet i samvær med andre har stor betydning for mennesker med en demenssygdom. Det styrker livskvaliteten, den mentale sundhed og bevarelsen af et godt fysisk helbred.
Der kan dog være barrierer for at være aktiv, når man lever med en demenssygdom.
Derfor er DGI og Alzheimerforeningen, med støtte fra Socialstyrelsen, gået sammen om at få flere mennesker med demens og deres pårørende til at være fysiske aktive i demensvenlige fællesskaber.
Alle kan være med
Der er ingen bindingsperioder, ingen tilmeldingslink eller krav til fysisk form og udstyr. Det gode ved en gåtur er nemlig, at det ikke kræver andet end godt humør og praktisk tøj og sko til at være aktiv i. Man skal bare møde op.
Samtidig tilpasses tempoet, så alle kan være med. Målet er at stimulere både kondition, styrke, balance, fællesskab – og ikke mindst det gode humør.
Initiativet henvender sig til det enkelte menneske med demens og deres pårørende, til foreninger og selvorganiserede gåfællesskaber.
Du kan læse mere om demensvenlige gåfællesskaber her.
Er du på jagt efter et demensvenligt gåfællesskab?
Lever du med demens tæt inde på livet og er du på jagt efter et demensvenligt gåfællesskab i dit nærområde?
Her finder du en opdateret oversigt over gåfællesskaber med værter, der står klar til at tage godt imod dig.
Klik på et demensvenligt gåfællesskab nær dig, find mødested og tidspunkt – og mød op til en frisk gåtur.
Det er altid en god ide at ringe til gåfælleskabets kontaktperson for at sikre dig, at mødetid og sted er korrekt.
Grøn prik = Demensvenlige gåfællesskaber med naturaktiviteter
Lilla prik = Demensvenlige gåfællesskaber
Gang i naturen Taastrup
Én af dem, der har taget indsatsen til sig, er Lone Haagensen, som på eget initiativ har startet gåfællesskabet ’Gang i naturen Taastrup’.
Som ’gåvært’ tager Lone deltagerne med ud på guidede gåture, som holder både hjerne og krop frisk – og altid med det sociale samvær i centrum. Undervejs på gåturene er der fokus på at sætte sanserne i spil gennem forskellige aktiviteter, som både får pulsen op og giver ro i sindet. Her kan alle være med – også dem, som ikke lever med demens, men bare gerne vil holde sig friske.
Se Lone fortælle om deres gåfællesskab i Taastrup i videoen her:
Læs mere om gåfællesskabet "Gang i naturen Taastrup" her.
Kunne du tænke dig at starte et gåfællesskab op i dit nærområde?
Som gåvært bliver du klædt på til at oprette et gåfællesskab for mennesker med demens. Du får viden om demens, tips til tilrettelæggelse af den gode gåtur, samt viden om, hvordan du kan inddrage naturen i aktiviteter og træning. Alt, der kan være med til at stimulere kondition, styrke og balance.
Gennem workshops, uddannelser og netværk klædes selvorganiserede gåfællesskaber, frivillige ildsjæle og idrætsforeninger på med viden om demens, tips til tilrettelæggelse af den gode gåtur, samt markedsføring og synliggørelse af lokale tilbud.
Du modtager en opstartspakke med aktivitetskort og øvelsesguide til at hjælpe gåfællesskabet godt i gang. For de allerede etablerede gåfællesskaber eller idrætsforeninger, som ønsker at blive demensvenlige, tilbydes også en 45-minutters workshop, som giver en grundlæggende viden om demens og dermed bedre forudsætninger for at kunne inkludere mennesker med demens og deres pårørende. På tværs af begge løsninger, står DGI klar med synliggørelse af gåfællesskaberne på et interaktivt kort (som du også kan se her på siden), via pressemeddelelser til lokalaviser og på sociale medier. Både uddannelse, workshop, materialer og hjælp til markedsføring er gratis. Læs mere her eller kontakt Thor Jensen fra DGI for at høre mere. |
![]() |
Se videoen med Lone hvor hun fortæller hvordan hun startede gåfællesskabet i Taastrup op.
Vi er her for dig - Bliv medlem af Alzheimerforeningen
Som medlem får du:
Faglig rådgivning – gratis hjælp, støtte og vejledning på Demenslinien (5850 5850)
Viden om demens – vores nyhedsbreve giver dig relevant information og gode råd til at passe på dig selv og dine pårørende
Medlemsblade – ”Livet med demens” indeholder bl.a. personlige og faglige artikler samt nyttig viden om livet med demens
Bisidderkorps – som du kan benytte til møder med det offentlige, læge eller plejehjem
Aktiviteter og arrangementer – du kan deltage i kurser, camps, højskoleophold, netværksgrupper m.m.
Fællesskab – din lokalforening giver dig et netværk med andre i samme situation som dig
Aktivitetsven – som hjælper med at fastholde en aktiv hverdag og til at fastholde de ting, der giver livet værdi