Pårørendegruppen giver langt mere ro i Lis’ hverdag
Ensomheden og savnet fylder. Frustrationerne hober sig op. Hun er ked af det, hun kan skamme sig. Men i pårørendegruppen er der plads til alle de følelser. Der er plads til Lis og alt, hvad hun indebærer. Det har givet hende mere ro i hverdagen.
Af Karoline Fodgaard
De havde ikke troet, at livet skulle ende på denne måde efter 57 års ægteskab, som skulle vare evigt. Nu kan Hans Christian ikke længere give det, han gjorde før. Nu er det kun Lis Hansen på 85 år, der kan gøre det.
For Hans Christian har Alzheimers sygdom og rykkede sidste år på plejehjem. Ensomheden og savnet fylder mest, når Lis går i seng om aftenen.
– Det er her, jeg tænker: "Årh, Hans Christian, din skovl, hvorfor fanden ligger du ikke her ved siden af mig og er varm?" Jeg putter mig ind til en dyne, der er kold.
Selvom han ikke har været længe på plejehjem, føles det, som om han har været væk i 100 år. Fornuften siger, at det er det bedste for dem begge to, men alligevel er det følelsen af svigt, der hober sig op.
– Jeg bliver ked af det, fordi jeg føler, det er mig, der skal være der for ham. Jeg føler mig lidt som en dårlig mor, der har sendt sit barn på børnehjem.
Og hvor går Lis hen med frustrationerne, når savnet er allerstørst?
– I pårørendegruppen kan jeg fortælle dem alt. Jeg kan sige, at jeg igen har haft en dum nat, fordi Hans Christian ikke var der med mig. Vi kan snakke om alt, for vi sidder alle med det samme problem.
Er du selv pårørende til et menneske med demens?
Bliv en del af Alzheimerforeningens pårørendegrupper.
Vi har både grupper for dig, der har en ægtefælle/partner med demens, en forælder eller måske en søskende, ven eller nabo.
Vi starter nye grupper op i februar og marts, så skynd dig at tilmelde dig – så hjælper vi med at finde den rigtige gruppe til dig.
Alle i samme båd
For fem år siden får Lis tilbuddet om at blive en del af en pårørendegruppe i Ølgod. Lis siger ja med det samme, for som hun selv fortæller, melder hun sig til alt, hvad der er af tilbud.
– Det er, fordi jeg er sådan en, der tror, at når man sørger for at være med i sådan noget, så får man det bedre med sig selv. At vi får en større forståelse for det, der sker i vores hverdag.
Siden første dag har Lis holdt meget af gruppen og prioriteret den højt. Den gør hverdagen nemmere og frustrationerne mere overkommelige. For i gruppen har de et særligt fællesskab, der er svært at finde andre steder. Samtaler, de kun kan have i gruppen, som andre måske ikke vil forstå. Samtaler om skammen, men også om det, man kan grine af.
– Vi er i samme båd. Vi tør sige, at vi ville ønske, de var døde, for så vil det hele være nemmere. Det er barsk at sige, men vi går i en ventesorg. Vi har det så forfærdeligt dårligt, fordi vi har dem stadigvæk, og så alligevel ikke, fordi de er ikke længere sig selv, fortæller Lis.
Rykker over i Alzheimerforeningen
Gruppen kører i al den tid, Hans Christian stadig bor hjemme. Alle de samtaler, de har sammen i gruppen, ryger ingen steder. Det bliver mellem deltagerne.
I efteråret rykkede gruppen over i Varde Kommune og blev en del af Alzheimerforeningen. Her fortsætter Lis, for gruppen betyder simpelthen så meget for hende, specielt nu hvor Hans Christian bor på plejehjem.
– Jeg har fået mere ro på, for jeg kan se, at det ikke kun er mig, der kan skælde min mand ud af frustration. Jeg kan give ham et kys med følelsen af, at jeg lige så godt kunne have kysset et bræt, fordi han egentlig er ligeglad. Den følelse genkender de andre.
I og med at gruppen er flyttet fysisk, er der også kommet en ny gruppeleder på, hvilket ikke har ændret dynamikken. Tværtimod.
– Først snakker vi om, hvordan det går derhjemme, og så snakker vi om det, gruppelederen har som oplæg. Det kan være det her med, hvordan vi bedre kan italesætte sorgen over for vores medmennesker. Man vil jo ikke vise, at man er ked af det – men det er vi jo.
Efter 57 års ægteskab, hvor det kun er den ene part, der skal elske for to, har Lis fundet en ro, hun ikke ville kunne finde andre steder end i gruppen med ligesindede. Spørger man Lis, hvorfor hun mener, at andre ligesom hende bør komme i en pårørendegruppe, er svaret:
– Vi er alle sammen enige om, at vi ikke vil undvære at komme der. Frustrationerne fylder ikke på samme måde mere, når jeg snakker med andre om det. Den mulighed skal andre også have.
Bliv medlem i Alzheimerforeningen
Når én bliver ramt af demenssygdom, er man ofte flere, der bliver berørt. Bliv medlem og del fordelene med tre af dine nærmeste – fx ægtefælle, børn eller nære venner.
Et medlemskab giver dig blandt andet:
- Udvidet adgang til demensfaglig rådgivning
- Indsigt i nyeste viden indenfor forskning, sundhed og forebyggelse
- Rabatter på eftertragtede kurser og ophold
- Medlemsmagasinet ”Livet med demens”
