Hvis du er pårørende, så læs vores guide om symptomer og tegn på demens.
Alzheimerforeningen afholder hvert forår en camp for unge pårørende til demens. På campen sætter vi fokus på, hvordan du tackler at være ung, samtidig med at din forælder har en demenssygdom. Weekenden vil være fyldt med spændende oplæg, socialt samvær, tid til fordybelse og kreativ udfoldelse i trygge rammer. Med på campen er også en række frivillige, der selv er unge pårørende og som tidligere har deltaget i Alzheimerforeningens Ungecamp.
Det er en god ide at deltage på Ungecamp, fordi du møder en masse andre unge mennesker, der ved hvordan det føles at have en mor eller far med en demenssygdom. På Ungecampen snakker du om svære ting, men du har det også sjovt sammen med andre på din egen alder. Jeg kan varmt anbefale at tage med, da Ungecampen har gjort, at jeg har haft nemmere ved at håndtere min mors sygdom (ung mand og tidligere deltager på campen).
Se en video om ungecampen her:
Jeg er ret rørt over hvad der kan ske på en weekend. Det har været utroligt givende og rørende at tilbringe weekenden med så mange åbne og søde mennesker. Det giver håb at være en del af dette fællesskab, og det gør min situation mere overskuelig (tidligere campdeltager)
Trygge rammer og nye erfaringer
Da vi har afholdt Ungecampen siden 2015, ved vi, at nogen kan være lidt nervøse ved tanken om at tage af sted en weekend med andre unge. Andre har måske aldrig talt åbent om deres forælders demenssygdom. På campen skal der være plads til alle, og vi er derfor meget opmærksomme på at skabe nogle gode og trygge rammer. Du bliver blandt andet en del af et mindre team af campdeltagere, hvor I tilknyttes dygtige fagpersoner.
Når du tager fra campen, er det Alzheimerforeningens ønske, at du har:
- Mødt, hørt og delt erfaringer med andre unge, der ligesom dig har en forælder med en demenssygdom
- Fået ny viden om livet med demens, og hvordan du kan holde fast i at være ung, selvom din forælder er syg
- Hygget dig og haft det sjovt
Det praktiske
Ungecampen foregår over en weekend, fra fredag tidlig eftermiddag til søndag omkring frokosttid. Det foregår på Brogården, der har adressen: Abelonelundvej 40, 5500 Middelfart.
Du bliver indkvarteret på eget værelse, men deler bad og toilet med én anden deltager. Campen er alkoholfri.
Der er fuld forplejning, og det koster ikke noget at deltage.
Du kan deltage i Ungecampen, hvis du:
- Er mellem 15-29 år
- Har en forælder med en demenssygdom (vi skelner ikke mellem typer af demenssygdomme – alle er velkomne)
- Har lyst til at møde andre unge i samme situation som dig
Ungecampen 2021 afholdes den 26. -28. november.
Er du interesseret i at høre mere?
Er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte projektleder Janne Jakobsen på mail: janne@alzheimer.dk eller telefon 52 10 19 34
Ungecampen 2021 er støttet af
Læs også om Alzheimerforeningens familiecamp her