Anne-Sofie

Jeg hedder Anne-Sofie og er 27 år. Jeg bor i København og er den ældste i en søskendeflok på tre. Min far fik konstateret Alzheimers sygdom for to et halvt år siden. Dengang gik jeg på universitetet. I dag bor min far på plejehjem i Midtjylland.

For mig har noget af det sværeste ved at have en far med demens været, at rollerne indimellem bliver byttet om, så det er mig, der må være den voksne.

Dengang min far fik diagnosen, havde jeg svært ved at finde hjælp, som var målrettet unge. Efter at være kommet ind i en ungegruppe i Alzheimerforeningen, har jeg fået rigtig meget ud af at snakke med andre unge i samme situation som mig selv. Og jeg vil gerne give den hjælp videre, som jeg selv har fået. 

Hvis du har lyst til at snakke med mig eller mødes, så skriv en mail til mig. 

Nicolaj

Jeg hedder Nicolaj og er 29 år gammel. Efter et længere udredningsforløb fik min mor i 2014 konstateret Alzheimers sygdom. Hun var dengang 54 år. Min mor flyttede på plejehjem i starten af 2019, fordi hun havde mistet evnen til at klare helt almindelige dagligdagsting, såsom at tale, klæde sig på og gå på toilettet. Det sværeste for mig har været at se min mor miste sig selv, i takt med at sygdommen udviklede sig. Heldigvis kunne vi også efter hun flyttede på plejehjem grine og have det sjovt sammen. En anden positiv ting har været, at min far, lillebror og jeg, som følge af hendes sygdom, er blevet bedre til at tale sammen og hjælpe hinanden. Min mor døde i november 2019.

Hvis du har lyst til at få kontakt med mig, er du velkommen til at skrive til mig på e-mail. Så kan vi aftale et tidspunkt, hvor vi kan mødes eller snakke i telefon sammen. Vi kan også bare skrive sammen på e-mail eller SMS, hvis du hellere vil det.

Julie

Jeg hedder Julie og er 22 år. Min mor har altid været samlingspunktet i vores familie. Det sluttede, da hun i sommeren 2016 fik diagnosticeret Alzheimers sygdom. I en meget ung alder blev jeg voksen og fik et stort ansvar for min søster og fik diverse huslige pligter. Samtidig skulle jeg balancere skole, fritid og mit sociale liv.

Dengang min mor stadig boede hjemme, vidste ingen af mine veninder eller venner, hvilken hverdag jeg kom hjem til. Det var en helt anden verden end deres. Min mors sygdom er nok den største udfordring, jeg har fået i mit liv. For mig har det hjulpet meget at kunne tale med andre unge, som er i samme situation som mig. Derfor er jeg glad for at kunne være en del af Ligepersoner.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Eva

Jeg var 17 år og gik i 2.G, da min far fik konstateret Alzheimers sygdom. Det at skulle balancere skole, sport og en syg forælder var derfor noget, der i den grad fyldte min hverdag i gymnasiet. Samme år fik min papfar konstateret cancer, så Alzheimers er ikke den eneste sygdom, jeg er nærmeste pårørende til. Det, der hjælper mig igennem min hverdag, er den hjælp, jeg får fra andre unge, blandt andet i ungegruppe. Jeg ved, hvor meget det kan hjælpe at tale med andre unge, som er i samme situation – derfor er du meget velkommen til at skrive mig på mail eller sms. Så skriver jeg tilbage, eller vi kan aftale at ringes ved.

Julie

Jeg hedder Julie og er 22 år gammel. Jeg har en 46-årig mor med frontallapsdemens.

Jeg mener, at hun blev udredt for demens i 2017. Min mor er meget bevidst om, hvor syg hun er. Hun kan gå fra at være munter og glad til meget deprimeret og til at have glemt det igen. Hun bor i dag på et bosted som passer på hende så godt de kan.

Siden jeg var helt lille, har min mor lidt af sygdommen sclerose, som for hendes vedkommende både medførte hukommelsestab, ændringer i hendes fysiske kunnen og store ændringer i adfærd og personlighed. Siden 2017 er hun blevet væsentligt mere syg og det er hårdt at være vidne til. Derfor besøger jeg hende ikke så ofte i perioder. Jeg husker stadig tilbage på gymnasiet, hvor hun fik nogle alvorlige anfald som skyldes epilepsi i hjemmet. Som ung har jeg som følge af anfaldene, set hende i respirator og har siddet tilbage med uvished og angst.

Jeg er også min mors eneste barn og skilsmissebarn. I mine teenageår har jeg generelt oplevet hvordan mor-datter rollerne blev byttet helt om samt ensomhed, fordi jeg ikke har haft nogen at spejle mig i.

Jeg startede selv med at række ud til en pige hvis far har Alzheimers, og det gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg har fået rigtig meget ud af, at kunne dele ud af de livserfaringer og den sorg man som ung pårørende bærer rundt med gennem en ungegruppe. Derfor er dette initiativ en fantastisk mulighed for at sparre med hinanden, hvis man har brug for nogen at tale med.

Hvis du har lyst til at snakke med mig, kan jeg kontaktes over mail på; julieudby3@gmail.com

Augusta

Jeg hedder Augusta og er 26 år. Jeg er studerende og arbejder som model. Jeg bor i Valby med min mand.

Min mor fik konstateret Alzheimers sygdom som 49-årig. Hun er enke og bor alene. Det sværeste for mig har været at erkende, hvor forfærdelig en sygdom det er, og at min mor ikke bliver den mormor, hun altid har drømt om at være. Det er hårdt at erkende, at min mor med tiden vil blive en person, jeg ikke længere kan genkende, og at forældrerollen begynder at skifte. 

Jeg har tidligere følt mig ensom i min situation, men det har hjulpet mig at snakke åbent med andre unge, som jeg kan spejle mig og min situation i. Derfor vil jeg rigtig gerne lytte til og hjælpe andre unge mennesker med demenssyge forældre. 

Demens er på flere områder min hjertesag, og derfor er du meget velkommen til at kontakte mig.

Simone

Jeg gik i 2.g, da min mor fik diagnosen Alzheimers sygdom. Det er nu syv år siden.
Hurtigt blev jeg mor for min mor, fordi hun mistede mange færdigheder. Det værste var, at hun var så bevidst om, at hun var syg. Jeg følte mig konstant splittet, når jeg ikke var sammen med hende, fordi hun havde behov for min hjælp og støtte.

I sommeren 2018 døde min mor - 62 år gammel. Jeg savner hende hver dag, men jeg er taknemmelig for, at hun endelig har fået fred efter mange års kamp.

Jeg er nu med i Ligepersoner, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er at have én at støtte sig op af.
Du er velkommen til at sende mig en mail, så kan vi fortsætte på skrift eller tale sammen i telefonen. 

Thea

Jeg kæmper ofte med følelsen af, at jeg har alt for meget ansvar i forhold til min alder. Jeg har tit dårlig samvittighed og føler mig ensom.

Min far har været syg med Alzheimers sygdom i cirka 11 år og har boet på plejehjem de sidste fire år. Da min far kom på plejehjem, fik vi faktisk et bedre forhold til hinanden, end vi havde, før han blev syg. Og vi fik skabt gode minder sammen, selvom han var syg. 

I dag er min far så syg, at han ikke rigtigt kan tale, gå eller huske noget længere. Han er kun en skal, og nu venter jeg bare på den dag, han ikke er her længere. 

Min mor er også syg, så de sidste mange år har jeg stået alene med ansvaret for min far. At været den primære kontaktperson for min syge far er enormt hårdt.

Jeg ved, hvor svært det kan være at have syge forældre, og jeg brænder for at hjælpe andre! Du må gerne kontakte mig om stort og småt. Eftersom min fars sygdom er så fremskreden, har jeg en bred vifte af erfaring om de forskellige sygdomsstadier.