Af Vita Stensgård
Alzheimerforeningen har etableret en ny landsdækkende bisidderordning, der består af 24 frivillige bisiddere fordelt rundt i hele landet. Det betyder, at uanset hvor i landet du bor, har du mulighed for at få en bisidder med til et møde eller lignende.
Det særlige ved Alzheimerforeningens bisidderkorps er, at alle bisiddere - udover at have gennemgået en bisidderuddannelse - også har en særlig viden om demens, enten i kraft af deres faglige baggrund eller via personlige erfaringer. Det betyder, at de har viden om og kendskab til de særlige problemstillinger, der kan opstå for mennesker med demens og deres pårørende.
Hvad kan en bisidder hjælpe med?
For mennesker med demens og deres pårørende kan det være en stor hjælp at have en bisidder med til vigtige møder. En bisidder kan blandt andet være med til at forberede et vigtigt møde og eller sidde med til mødet med f.eks. kommunen.
- Vores bisiddere kan for eksempel hjælpe med, at man husker at få sagt alt det, man havde planlagt, og kan være med til at sikre, at man får en korrekt behandling”, fortæller demensfaglig rådgiver Anne Knudsen, som også er kontaktperson på Alzheimerforeningens bisidderkorps.
Og at det kan være en god støtte at have en bisidder med til møder, er der allerede flere konkrete eksempler på. For Louise Rosenkvist, hvis mor har Alzheimers sygdom, betød dét at have en bisidder med til et møde med plejehjemmet og visitationen, at Louise følte sig hørt og at hun fik et helt andet overblik over situationen.
”Jeg havde virkelig brug for en bisidder. Jeg havde svært ved at rumme det hele selv, så bisidderen hjalp med at samle alle trådene”, siger Louise, som oven i at skulle varetage sin mors sag også har en lille datter på et år samt to større børn at tage sig af.
Der blev talt henover hovedet på os
Inden Louise fik kontakt til bisidderen var situationen, at Louises mor ønskede at flytte fra sit plejehjem til et andet plejehjem. Louise indkaldte derfor plejehjemmet og visitationen til et møde. Men mødet gik slet ikke som Louise kunne ønske sig:
- Jeg følte slet ikke, at jeg blev hørt og følte mig meget alene i et spind af fagfolk. Jeg følte, at der blev talt hen over hovedet på mig og min mor, fortæller Louise.
- Derfor havde jeg rigtig meget brug for et nyt møde, hvor jeg havde én der sad ved siden af mig, og kunne hjælpe mig med at få overblik over situationen på min mors vegne.
Så da Louise via Alzheimerforeningens Facebook-side blev bekendt med den nye bisidderordning, ringede hun med det samme. Og kort tid efter blev hun kontaktet af en af Alzheimerforeningens lokale bisiddere.
Et møde der bragte parterne sammen
Herefter kom et nyt møde i stand. Til mødet deltog visitatoren, tre medarbejdere fra plejehjemmet, bisidderen fra Alzheimerforeningen samt Louises mand.
For Louise betød dét at have vendt sagen med en bisidder, at hun følte sig meget bedre klædt på til mødet.
- Bisidderen sætter sig ind i sagen og var så god til at skabe overblik over situationen og til at binde parterne sammen. Hun var så lyttende og forstående over for min situation. Og det er ikke noget, jeg møder andre steder, fortæller Louise og fortsætter:
- Hun huskede på det allervigtigste. Nemlig hvem det er, det handler om.
Mødet endte med at Louise og hendes mor har fået en aftale om, at moren skal flytte til det nye plejehjem.
Sådan får du en bisidder:
Har du brug for at have en bisidder med til et møde eller lignende kan du sende en mail til demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen, Anne Knudsen, på e-mail: demenslinien@alzheimer.dk eller ringe til Demenslinien på telefon 58 50 58 50 mellem kl. 9.00-15.00.
Alzheimerforeningens bisiddere har tavshedspligt og ordningen er gratis at benytte
Læs mere om Alzheimerforeningens bisidderordning her >>
Læs også: Nyt landsdækkende bisidderkorps