Af Vita Stensgård
Selvom Lillan lige for tiden er bundet mest til sin lænestol derhjemme på grund af et uheldigt fald med en brækket skulder til følge, så er iPaden inde for rækkevidde og den direkte kanal til omverdenen.
Da Lillans mand, Henning, blev ramt af Alzheimers sygdom for cirka seks år siden, oplevede hun en enorm frustration over, hvor svært det var at finde frem til den rigtige hjælp som pårørende til en demensramt. Derfor har Lillan lige siden nærmest gjort det til sin mission at udbrede viden om demens. På den måde håber hun, at kunne gøre det hele lidt lettere for andre, der bliver berørt af sygdommen.
Sin viden og erfaring har hun blandt andet kunne bruge til at undervise på forskellige uddannelser. Lokalt er Lillan blandt andet aktiv i Pusterummet i Lyngby, der i dag fungerer som en lokalgruppe i Alzheimerforeningen. Her deler hun blandt andet information via den lokale Facebook-gruppe.
Det nytter at dele digitalt
Udover den lokale Facebook-gruppe, har Lillan meldt sig ind i samtlige demensrelaterede grupper og følger alle relevante sider. Herfra deler hun relevant indhold videre i de forskellige grupper. Endelig har hun sin private Facebook-profil, hvor hun skriver om sine erfaringer og tanker om livet med demens.
Og Lillan har mange konkrete eksempler på, at det nytter at dele viden på denne måde:
- Især på Facebook har jeg oplevet, hvordan selv perifere kontakter har reageret på mine opslag, fortæller Lillan.
For eksempel skrev sangerinden Monique, at hun, blandt andet på baggrund af Lillans beskrivelser, var blevet motiveret til at melde sig som indsamler til Huskedagen.
Også politisk har Lillans opslag haft betydning. Socialborgmesteren i Københavns Kommune, Jesper Christensen, skrev på et tidspunkt til hende, at han på baggrund af hendes indlæg blev mindet om vigtigheden af, at politikerne huskede de pårørende.
Selv om Lillan har et travlt liv med arbejde og alle de frivillige aktiviteter, så oplever hun en stor forløsning i at udbrede viden om demens.
- Jeg føler, at jeg gør noget for Henning og næste generation af demensramte – og jeg får forløst noget af min frustration ved at gøre noget, slutter Lillan.
Vil du også gøre en forskel og være med til at udbrede viden om demens? Her er 3 ting, du kan gøre:
- Del dine erfaringer med demens via de sociale medier, du bruger
- Del Alzheimerforeningens opslag på facebook videre i dit netværk. Følg Demensven her
- Del www.demensven.dk på din Facebookside og hjælp med at finde flere Demensvenner