Kunst for mennesker med demens: Samlingsudstillingen Human Nature
ARoS tilbyder et indholdsrigt frirum for mennesker med demens og deres pårørende, når vi rundviser og har samtale om en aktuel udstilling.
Indhold: En rundvisning i en udstilling med en formidlingsassistent vil hver gang være udgangspunktet for samtaler, der handler om de minder og refleksioner, som kunsten vækker. Der vil være ro og tid til fælles introduktion, kaffe og samtaler i et privat rum både før og efter rundvisningen.
Denne gang retter vi blikket mod udvalgte værker fra ARoS Samling, når vi laver nedslag i 150 års dansk kunsthistorie med udgangspunkt i samlingsudstillingen Human Nature. På rundvisningen starter vi i den danske guldalder og bevæger os frem i tid ved hjælp af værker af blandt andre C.W. Eckersberg, Frants Henningsen, Vilhelm Hammershøi, Harald Giersing og Asger Jorn. Undervejs taler vi også om, hvad en museumssamling er for en størrelse.
Følgeven
Gennem Røde Kors Aarhus er der mulighed for at en frivillig følgeven kan ledsage dig, der lever med demens, til denne kulturaktivitet.
Den frivillige følgeven er behjælpelig med fx bustransport til og fra kulturaktiviteten og er med til selve aktiviteten, og understøtter på denne måde en tryg kulturoplevelse.
Kontakt Louise Jespersgaard i Røde Kors Aarhus for yderligere information på telefon: 60167054 eller på email: loujes@rodekors.dk.
Målgruppe: Dig med demens, Pårørende