Som sundhedsloven er udformet i dag, kan inhabile mennesker, der af forskrækkelse/angst/ubehag ved berøring eller andet ”i ord eller gerning” modsætter sig behandling, ikke behandles. Det er ulovligt at gennemføre behandlingen ved tvang. Kun hvis situationen er umiddelbart livstruende kan man gribe ind. Det betyder at Behandling for ikke umiddelbart livstruende sygdomme som f.eks. hoftebrud vil derimod ikke kunne gennemføres, hvis patienten modsætter sig.
Alzheimerforeningen har kendskab til tilfælde, hvor mennesker er døde, fordi de ikke lovligt kunne behandles for deres sygdom. Heldigvis går det dog ikke altid så galt. De personer, der drager omsorg for den inhabile patient, tager nemlig af og til loven i egen hånd og holder på den pågældende – ofte mod dennes ønske ‐ medens der gives sårpleje, måles blodsukker, skiftes kateter, lægges gips, gives bedøvelse eller hvilken behandling, der er tale om. Det har sundhedspersonalet det dårligt med. De går hjem vel vidende, at de
har gjort noget ulovligt.
Omfanget af denne form for ulovlig behandling og magtanvendelse kendes ikke. Det skal nemlig ikke indberettes – i modsætning til magtanvendelse på det socialpædagogiske område, der skal indberettes til den kommunale forvaltning. Situation er helt uholdbar. Mennesker med behov for behandling kan ikke pga. sundhedsloven, blive behandlet for deres sygdom, og personalet må bryde loven, hvis de tager et medmenneskeligt og sundhedsfagligt ansvar og igangsætter behandling af inhabile patienter, der pga. af en sygdom ”i ord eller gerning” modsætter sig behandling.
