”Jeg er aldrig alene, men jeg er tit ensom”
Sådan beskriver Anna-Lise Kristensen livet med sin mand, Gunnar, der de sidste ni år har været diagnosticeret med Alzheimers sygdom. Anna-Lise er langt fra den eneste pårørende til et menneske med demens, der oplever at føle sig isoleret. Samværet med andre mennesker bliver sværere, og mange familier med demens inde på livet vælger at trække sig fra sociale arrangementer. Det skyldes i høj grad også, at der generelt er meget berøringsangst og tabu forbundet med demens.
I den forbindelse er det vigtigt at skabe åbenhed og viden omkring sygdommen. Alzheimerforeningen er derfor gået med i Folkebevægelsen med Ensomhed, der vil gøre det til en fælles sag at tale om ensomhed og finde nye muligheder for fællesskaber. Den fælles vision er ambitiøs. Antallet af ensomme danskere skal halveres inden 2020. Ensomhed er desværre et tabubelagt emne, og følelsen forstærkes af, at man ikke deler den med nogen. Her kan vi med Folkebevægelsen gøre en forskel. Når så mange går sammen og råber op på samme tid, så kan vi være med til at nedbryde tabuet.
Demens og ensomhed hænger sammen
I en undersøgelse foretaget af det internatonale Alzheimerforbund i 2012, angiver 40 procent af de adspurgte demenspatienter, at de har oplevet at venner, familie eller arbejdskolleger undgår dem. De oplever ensomhed og isolation, og det kan rent faktisk være med til at forværre selve sygdom-men. Det er nemlig bevist, at socialt samvær er et vigtigt element i at holde hjernen i gang, og at det kan være med til at nedsætte tempoet på sygdommens udvikling.
Samtidig viser den finske CAIDE-undersøgelse fra 2009, at hvis man lever alene, når man runder 50 år, så er risikoen for at udvikle en demenssygdom højere end for mennesker, der lever sammen med andre. Der er altså alt mulig grund til at komme ensomheden til livs.
Læs mere om Folkebevægelsen her: http://modensomhed.dk/
