Som pårørende til et familiemedlem med demens bliver man ofte kastet ud i et uforudsigeligt og komplekst forløb, hvor der stilles store krav til én. For mange er det en opslidende proces, og derfor er det ekstra vigtigt at passe godt på sig selv. Det kan man blandt andet gøre ved at lære at bruge en dagbog som støtte i hverdagen.
Ifølge den amerikanske psykologiprofessor, James W. Pennebaker, kan det at skrive dagbog være medvirkende til, at man blive mindre stresset, angst og deprimeret, få færre søvnproblemer og mere energi til at klare hverdagens udfordringer. Det er vigtigt, for det kræver overskud at være pårørende.
I denne måned starter Alzheimerforeningens lokalforening Københavns omegn en dagbogs-gruppe for pårørende til mennesker op i samarbejde med Annette Aggerbeck, der er psykoterapeut med speciale i skriveterapeutisk dagbog.
- Det er vigtigt at få sat ord på svære følelser, men mange pårørende får ikke talt med andre om, hvordan de har det. Ofte er fokus mest på den demente, og desuden kan man skamme sig over sine følelser. Forskning viser, at det har lige så gavnlig effekt at skrive i sin dagbog som at tale med andre mennesker om det svære. Det forudsætter dog, at man ved, hvordan man får udbytte af en dagbog, siger Annette Aggerbeck og peger på et forsøg, der viste, at pårørende til patienter med Alzheimers sygdom også finder omsorgsrollen mere meningsfuld, når de skriver dagbog.
I dagbogs-gruppen mødes man hver 14. dag over et forløb på i alt otte gange og får instruktion i, hvordan man får størst udbytte af sin dagbog, samt redskaber og øvelser, der er særligt tilpasset pårørende. I løbet af de to timer, man er sammen, får man mulighed for at arbejde med det, der er svært, med fokus på at understøtte styrker og ressourcer ved hjælp af skriveøvelser og samtale. En tidligere dagbogs-gruppe dette forår, som kørte med tilskud fra Lyngby-Taarbæk kommune, Alzheimerforeningen og Nordeafonden, har vist meget positive resultater. En deltager siger om projektet:
- Skriveøvelserne har gjort mig fokuseret, og jeg kan bedre forholde mig til min mands situation, min relation til familie og venner og mit liv som pårørende og mig selv. Hold da op! Det har været så givtigt. Jeg er vokset i forhold til mig selv, og jeg har forstået ulejligheden af at give mig selv plads, og at jeg har meget at være taknemmelig for.
Den første dagbogs-gruppe i regi af Alzheimerforeningens lokalforening Københavns Omegn begynder i Charlottenlund den 30. oktober.
