Hvis du bliver ramt af en kræftsvulst, en hjerneblødning eller får en blodprop i hjertet, så kan du få udbetalt en kontant erstatning, hvis du har en forsikring mod kritisk sygdom hos eksempelvis Tryg eller Alm Brand.
Men er du uheldig og bliver ramt af en hjernesygdom som Alzheimers sygdom eller en anden fremadskridende demenssygdom, er der i de fleste tilfælde ingen erstatning at komme efter. Kun 10 ud af 34 danske forsikrings- og pensionsselskaber anerkender nemlig demenssygdomme som kritiske, på trods af at Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme til sammen udgør den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark.
- Det er en helt urimelig forskelsbehandling, som ikke har hold i nogen dokumentation. Vi kan ikke se, hvorfor de mange tusind mennesker, der får en dødelig demenssygdom, ikke har mulighed for at få den samme kompensation som ved andre sygdomme, siger direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen:
- Det er ren økonomisk tænkning fra forsikringsselskaberne. Der er ingen rationel grund. Selskaberne løber ganske enkelt fra deres ansvar, og vi vil kraftigt opfordre dem til at ændre på deres betingelser.
Samme argument i otte år
Siden Alzheimerforeningen første gang satte fokus på demens som kritisk sygdom i 2009, har billedet ikke ændret sig synderligt. Dengang anerkendte blot syv ud af 40 selskaber Alzheimers sygdom som en kritisk sygdom. Flere forsikringsselskaber argumenterede på daværende tidspunkt med, at der ikke kunne stilles en præcis nok diagnose for Alzheimers sygdom eller en af de andre fremadskridende og dødelige demenssygdomme. Og sådan er vurderingen stadig i mange selskaber, lyder det fra Michael Rasch, der er afdelingsleder hos brancheorganisationen Forsikring & Pension:
- Den umiddelbare vurdering er, at det fortsat kan være vanskelig at diagnosticere, da sygdommen kan være svær at afgrænse fra andre demensgivende sygdomme med lignende symptomer. Alzheimers sygdom udvikles langsomt og uspecifikt, og diagnosen stilles på baggrund af sygehistorie, symptomer, billeddiagnostik og neuropsykologiske test. Det betyder, at selvom demenskriterierne er opfyldt, kan det være svært at specificere undertypen af demens, herunder Alzheimers sygdom, forklarer Michael Rasch, der understreger, at Forsikring & Pension som brancheforening hverken kan eller må påvirke, hvilke kritiske sygdomme de enkelte selskabers forsikring skal dække.
- Det er det enkelte selskab selv, der vurderer, hvilke sygdomme de ønsker at deres forsikring skal dække, og her spiller det også ind, at prisen for forsikringen bliver dyrere, hvis den skal dække flere diagnoser, forklarer Michael Rasch, der dog tilføjer, at selskaberne løbende følger udviklingen vedrørende diagnosemetoderne.
Der er ingen sygdomsmæssige begrundelser for ikke at medtage Alzheimers sygdom og andre fremadskridende og dødelige demenssygdomme på listen over kritiske sygdomme.
Holder ikke vand
Steen Hasselbalch, der er professor ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, køber ikke forsikringsselskabernes argumentation. Ifølge ham, er diagnosen for Alzheimers sygdom i dag mere præcis at stille, end flere af de andre sygdomme, som forsikringsselskaberne medtager på deres liste over kritiske sygdomme.
- Der er ingen sygdomsmæssige begrundelser for ikke at medtage Alzheimers sygdom og andre fremadskridende og dødelige demenssygdomme på listen over kritiske sygdomme, og der er heller ikke nogen tekniske udfordringer i forhold til mulighederne for at stille en diagnose. Det handler om rå økonomi og image, så der skal lægges pres på pensionsselskabernes bestyrelser, hvis der skal ændres noget, fortæller Steen Hasselbalch.
Jeg synes forsikringsselskaberne skulle tage at kigge på, hvem deres medlemmer er.
Pres på forsikringsselskaberne
For mennesker der rammes af demens, har den manglende kompensation ifølge Nis Peter Nissen en klar konsekvens:
- Det betyder, at de har betalt til en forsikring i årevis, som de ikke får glæde af, mens andre der lider af andre sygdomme, får en kompensation. Det er helt urimeligt.
- Når du får stillet en demensdiagnose er det en dødsdom. Det betyder, at du skal ændre mange ting i dit liv. Med en kompensation fra forsikringsselskabet får man mulighed for at få det bedste ud af de sidste gode år man har, og samtidig er det en økonomisk hjælp til de ekstraudgifter, der eksempelvis opstår, når den ene ægtefælle flytter på plejehjem, fortæller Nis Peter Nissen.
Han opfordrer forsikringsselskaberne til at genoverveje deres taktik:
- Jeg synes forsikringsselskaberne skulle tage at kigge på, hvem deres medlemmer er, og hvilken aldersprofil de har. For antallet af mennesker med demens vil stige kraftigt, og vi vil helt klart opfordre danskerne til at kigge på deres forsikringsbetingelser, og vælge et af de ni selskaber, der dækker Alzheimers sygdom.
Disse forsikringsselskaber og pensionskasser kategoriserer Alzheimers sygdom som kritisk sygdom:
- AP Pension
- FOA Gruppeliv
- If Skadesforsikring
- Industriens Pension
- PenSam
- Pension Danmark
- Pension for Teknikum og Diplomingeniører
- PKA
- Skandia Livsforsikring A/S
- Tryg
Disse gør ikke:
- Alka/Gruppeliv
- Alka/HK
- Alm. Brand
- Arkitekternes Pension
- Aros Forsikring
- Codan Erhverv
- Codan Privat
- Danica Pension
- Danmarks Lærerforening
- Danske Civil og Akademiingeniørers Pensionskasse
- Forenede gruppeliv
- Juristernes og Økonomernes Pensionskasse
- Lægernes Pensionskasse
- MP Pension
- Nordea Liv & Pension
- Nykredit Livsforsikring
- PBU Pædagogernes Pensionskasse
- Pensionskassen for farmakonomer
- Pensionskassen for jordbrugskandidater og dyrlæger
- PFA Pension
- Sampension
- SEB Pension
- Sygeforsikringen Danmark
- Topdanmark Livsforsikring A/S
Sådan gjorde vi: I februar 2017 er samtlige forsikringsbetingelser blevet gennemgået, og der er tjekket op ved hvert selskab, som har bekræftet de gældende vilkår.