Følgende er fortalt af performer Anika Barkan:
- Sammen med performer Helene Kvint har jeg teatret CoreAct. Gennem de sidste fire år har vi været rundt på 16 plejecentre med projektet Det Rullende Rum – en hjemmelig stue på hjul. Stuen dukker op som et overraskende element i hverdagens vante rammer. Via møbler, objekter, historiske lydkollager og sanselighed stimulerer vi minder.
- Vi husker fortællingerne, som vi efterfølgende indtaler og laver til små lydmontager. Disse giver vi tilbage til menneskerne med demens og deres pårørende.
- Mødet med de mange fantastiske mennesker og deres fortællinger har berørt os meget. Vi ønskede derfor at finde en måde at formidle vores møder og alle fortællingerne. Sammen med teatret Carte Blanche, har vi derfor skabt forestillingen BESKÆRING.
- Her genfortæller vi nogle af de mange livshistorier i et scenografisk univers bestående af tusindvis af lysbilleder, som min medperformer Helene Kvints morfar tog gennem et langt liv. BESKÆRING er samtidig en personlig fortælling, fordi Helenes morfar selv blev dement.
Læs mere om Lewy Body og andre former for demens på Alzheimerforeningen
Møde med dyremaske på
- Når vi møder de ældre i Det Rullende Rum, er vi helt uvidende om deres fortid. Det giver os friheden til at møde dem i nuet og i den virkelighed, det pågældende menneske befinder sig i. Som performere er vi trænet i indlevelse, i at være nærværende og i at gribe øjeblikket. Alt dette og andre af teatrets virkemidler bruger vi i mødet med mennesker med demens.
- For eksempel springer vi alle høflighedsfraserne over. I stedet for at sige: ”Goddag, jeg hedder…, så siger vi måske: ”Nej se her, jeg fandt lige denne yoyo i skuffen. Jeg kan ikke huske, hvordan man laver det trick, der hedder ’jorden rundt’. Kan du vise mig det?”. Så har man skubbet en samtale i gang, og måske tager den ældre yoyo'en i hånden og viser én tricket.
- Vi har også altid en dyremaske med, som vi tager på. Vi har oplevet, at masken har en meget positiv effekt. Dels giver den et abstraktionslag, som understreger, at i vores rum må virkeligheden gerne være fordrejet. Dels giver dyremasken også en stor tryghed, lidt som et rigtigt dyr. På den måde har vi skabt et rum, hvor man ikke bliver stillet til regnskab for det, vi andre kalder virkelighed. Vi skaber et frirum, hvor øjeblikket er det styrende.
- Vi er også meget fysiske. Vi reder hår, masserer fødder, danser og kommer helt tæt på hinanden. Dermed overskrider vi nogle grænser for, hvordan vi normalt møder mennesker, vi ikke kender, men gennem denne fysiske kontakt opnår vi også en enorm stor og umiddelbar tillid. På den måde har vi fundet et andet fælles grundlag, en ny præmis.
