Lillian og Preben fejrer deres guldbryllup i 2018. Foto: Privat
Af Preben Pagh
Lillian blev udredt for Alzheimers sygdom i efteråret 2012. Hendes sygdom udviklede sig lidt for hurtigt efter min smag. Sprog og kognitive færdigheder forsvandt først. Derefter hukommelsen. I 2016 solgte vi vores parcelhus og flyttede i lejlighed. Lillian blev mere og mere plejekrævende, og vi fik også hjælp både i hjemmet og via aflastning.
Den 9. maj 2019 fik jeg en blodprop i hjertet, blev opereret, og samme dag fik Lillian midlertidigt - og kort tid efter permanent - plads på plejecenter Højagercentret i Jelling. Da havde vi boet under samme tag i mere end 51 år.
Og hvad sker der så for Lillian i de fem uger? Det er svært, for ikke at sige umuligt, at sige, hvad hun tænker
Det var selvsagt en kæmpe omvæltning for os begge, og krævede stor tilvænning, især for Lillian, som havde svært ved at forstå situationen. Hun har en vis forståelse for min sygdom, fordi hun var til stede, da jeg fik blodproppen, og så mig blive kørt bort i ambulance. Hun har til gengæld ingen forståelse for sin egen sygdom: Hun har mange gange tilbudt at komme hjem for at passe mig.
Læs også: Sådan forholder du dig som pårørende til coronapandemien
Nu er der så efterhånden gået 11 måneder, og situationen er blevet normaliseret på den måde, at vi har en fast rytme. Fem gange om ugen kører jeg ud til hende lidt før frokost. Jeg har madpakke med, som jeg spiser i hendes lejlighed, mens hun går til frokost sammen med de øvrige beboere. Når hun kommer tilbage, tager vi et middagshvil, går en tur, synger nogle sange, og slutter med at få kaffe sammen med de øvrige beboere. Herefter kommer hun med hen til et vindue, hvorfra hun kan vinke til mig, når jeg kører fra P-pladsen.
Nu er det to uger siden, den første melding kom om, at jeg ikke måtte besøge Lillian, og i mandags kom så forlængelsen. Det betyder i bedste fald næsten fem ugers adskillelse, hvis det så holder.
Jeg savner den hverdag, vi havde fået opbygget
Og hvad sker der så for Lillian i de fem uger? Det er svært, for ikke at sige umuligt, at sige, hvad hun tænker, da hun har meget svært ved at udtrykke sig i ord. Efter fem dages adskillelse ringede en af plejerne sammen med Lillian, da Lillian var ked af det. Jeg talte til Lillian i telefonen og forklarede hende lidt om, hvorfor vi ikke må se hinanden. Hvorvidt hun forstod det, er usikkert, men i hvert fald faldt hun til ro, og nu en uge senere har hun ikke været mere urolig end, at personalet har kunnet aflede hende. Jeg ringer hver tredje dag og hører, hvordan det går. Jeg ved, at hun er i gode hænder hos et dygtigt personale, og mit ønske i situationen er – som jeg har sagt til personalet – at Lillian trives i den hverdag, hun har og er tilpas med det, men at de selvfølgelig må ringe, når de synes, behovet er der.
Jeg savner den hverdag, vi havde fået opbygget, når jeg er kørt fra Vejle til Jelling fem gange om ugen, og det føles ikke rart at tænke på de kommende uger uden fysisk kontakt mellem Lillian og mig.
