Af Jon Fiala Bjerre
- Jeg var enormt stolt og beæret, da jeg for 10 år siden blev valgt ind for første gang. Det er jeg stadig.
Sådan sagde Birgitte Vølund, da hun i weekenden blev hyldet til Alzheimerforeningens årlige Demensråd og repræsentantskabsmøde i Middelfart, hvor foreningens indsatser blev fejret og der blev stillet skarpt på temaet ’sundhed og demens’. Den 71-årige sygeplejerske og master i gerontologi har siden 2014 været med til at tegne de store linjer i Alzheimerforeningens indsats for mennesker med demens og deres pårørende, og direktør Mette Raun Fjordside roser Birgitte Vølunds indsats og takker for samarbejdet:
- Birgitte har med sin urokkelige dedikation og skarpe blik for sagen været en uvurderlig leder for Alzheimerforeningen gennem det sidste årti. Hendes engagement og vedholdenhed har ikke kun styrket foreningen, men også medvirket til at sætte demens på dagsordenen på nationalt niveau. Jeg er dybt taknemmelig for hendes vedvarende indsats, hendes faglige indsigt og hendes sparring i hverdagen. Den har haft stor betydning for Alzheimerforeningens indsats for mennesker med demens og deres pårørende, og har det fortsat.
Bestyrelsesmedlem Jesper Olsen var med til at fejre formanden til Demensrådet.
Bliver ved med at kæmpe
Bestyrelsesmedlem Jesper Olsen udtrykker også glæde over landsformandens lederskab
- Birgitte er en god repræsentant for den moderne leder. Hun er tydelig, ved hvad hun selv kan og har et godt blik for at sætte alle de kompetencer og erfaringer, der er i bestyrelsen, i spil. Birgitte er dybt forankret i medlemsdemokratiet men ved også, at det skal udvikles. Det er særligt vigtigt i de år, der står foran os, som er fyldt med svære prioriteringer, at vi har en formand, der kender organisationen rigtig godt, men ikke hænger fast i 'plejer'. Og så er hun samtidig bare en rigtig god kammerat, fortæller han.
Selv er Birgitte Vølund fortsat glad for at kunne byde ind med sit engagement for en sag, der har ligget hendes hjerte nær i hele sin karriere og voksenliv. Som hun sagde i forbindelse med sin 70-års fødselsdag
- Jeg vil blive ved med at kæmpe for, at demens får samme status og opmærksomhed som andre alvorlige og dødelige sygdomme. Og at mennesker med demens får en stemme, som politikere, sundhedspersonale og alle andre, er nødt til at lytte til.