Den ene af de to hovedpris-modtagere, Ove Wiborg med H.K.H Prinsesse Benedikte.
Selvom det på overfladen lignede en hvilken som helst eftermiddag ved Nørreport Station i København, med menneskemylder, travle pendlere og kaffedrikkende turister, var det ikke helt tilfældet.
Kosmopol, tæt ved Nørreport, dannede ramme om den 23. uddeling af Alzheimer-Forskningsfondens priser. Her var 11 forskere samlet, da fondens protektor, H.K.H. Prinsesse Benedikte, stod for overrækkelsen.
To hovedpriser blev uddelt: den kliniske og den grundvidenskabelige forskerpris. De gik til to forskere, der har ydet en ekstraordinær indsats for demensområdet. Begge modtog 300.000 kr. til deres videre forskning.
Alzheimer-Forskningsfonden støtter forskning i, hvorfor demenssygdomme opstår, hvordan de kan forebygges, samt udviklingen af nye metoder til behandling og pleje. Udover de to hovedpriser blev der uddelt bevillinger for 3 mio. kr. til ti projekter. Siden 2003 har fonden uddelt mere end 22 mio. kr.
Denne eftermiddag var en hyldest til demensforskningen og særligt til forskningen i adfærd og kognitive aspekter ved Alzheimers sygdom og kvaliteten af udredning.
Den grundvidenskabelige forskerpris
Ove Wiborg lic. scient. i molekylær biologi blev tildelt den grundvidenskabelige forskerpris 2025 for sin mangeårige indsats i de adfærdsmæssige og kognitive aspekter ved Alzheimers sygdom og depression. Han har været tilknyttet Aarhus Universitet, Yale University og siden 2017 Aalborg Universitet, hvor han i dag er lektor ved Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi.
Oves forskning tager udgangspunkt i dyreeksperimentelle modeller, hvor han har udviklet og anvendt metoder til at undersøge sygdomsmekanismer og effekten af farmakologiske behandlinger.
Forskningsfondens begrundelse lyder på:
Hans forskning har haft stor betydning for forståelsen af, hvordan ændringer i hjernens signalstoffer påvirker hukommelse, tanker og adfærd ved sygdomme som Alzheimer og depression. Han har rykket den grundlæggende viden om adfærd et stort skridt frem og samtidig været med til at uddanne nye generationer af forskere.
Ove Wiborg er en værdsat samarbejdspartner både i Danmark og internationalt, særligt inden for adfærds- og lægemiddelforskning, hvor han arbejder med dyremodeller til at forstå sygdomsmekanismerne bag demenssygdomme. Han har udgivet mere end 120 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og har gennem årene vejledt et stort antal ph.d.-studerende og postdocs, som i dag selv sætter retningen i forskningen.
Da Ove Wiborg fik overrakt prisen af H.K.H Prinsesse Benedikte lød takken:
- Jeg er enormt glad, for jeg er meget optaget af vores igangværende forskningsprojekt, og vi vil jo gerne, at forskningen kører så hurtigt frem ad som muligt. Jeg vil naturligvis gerne takke Alzheimer-Forskningsfonden, og den støtte de har givet mig igennem årene. Demens er en uhyggelig sygdom, derfor er det vigtigt at finde en måde at hjælpe de mennesker på. Sygdommens omfang bliver større og større, fordi risikoen for at få den stiger med alderen, og vi lever længere. Det bliver et større problem fremadrettet. Min forskning er vigtig, fordi jeg angriber sygdommen fra en anden vinkel. Jeg kigger på relationen mellem Alzheimers sygdom og diabetes. Vi bruger en medicin, som bliver brugt mod diabetes. Semaglutid. Den bruger vi til at kurere Alzheimer i rotte-modellen.
Hanne Gottrup, overlæge og anden modtager af hovedprisen. Foto: Ditte Chemnitz
Den kliniske forskerpris
Hanne Gottrup blev tildelt den kliniske forskerpris for sin mangeårige indsats for at forbedre kvaliteten af demensudredning og behandling i Danmark. Hanne Gottrup er overlæge på Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.
Hendes forskning spænder bredt: Hun har forsket i signalstoffer i hjernen, arbejdet med validering af kliniske skalaer og undersøgt effekten af fysisk træning hos mennesker med demens.
Forskningsfondens begrundelse lyder på:
Hanne Gottrup tildeles prisen for sin utrættelige indsats for at forbedre kvaliteten af demensudredning og behandling i Danmark. Allerede i 2011 var hun med til at udarbejde forløbsprogrammer i Region Midt og har siden bidraget i Sundhedsstyrelsens arbejde med både de nationale kliniske retningslinjer for udredning og tiltag for at nedbringe brugen af antipsykotika.
Som formand for den Danske Kliniske Kvalitetsdatabase for Demens (DanDem) har hun siden 2020 stået i spidsen for at løfte kvaliteten på tværs af landets demensudredende enheder. Desuden har Hanne har i alt 63 fagfællebedømte artikler på sit CV inden for neurologi og demens.
Hanne Gottrup kunne ikke selv være til stede ved prisceremonien, men sagde i en videohilsen:
- Jeg er utrolig glad for at blive tildelt Alzheimer-Forskningsfondens kliniske forskerpris. Det betyder meget for det arbejde, jeg er en del af, og for den anerkendelse, jeg har fået. Nu er jeg jo jyde, så I får mig ikke til at sige, at jeg er stolt – men jeg er glad for at kunne gøre en forskel i udredningen, hvor jeg har min særlige interesse. Det er vigtigt, at der er nogen, som på et fagligt og sagligt grundlag kan pege på, at her kan vi blive bedre. Jeg håber, at fokus på kvalitet kan være med til at forbedre forholdene for mennesker med demens – og for dem, der frygter, at de er ved at miste kognitive evner.
De ti støttemodtagere, der modtog bevillinger for 3. millioner kr. Det er Ove Wiborg, der ses helt ude til højre.
Tre millioner i støtte til 10 andre projekter
På dagen uddelte Alzheimer-Forskningsfonden også støtte til ti projekter, som tilsammen modtager 3 mio. kr.:
- Anja Hviid Simonsen, Nationalt Videnscenter for Demens – 430.000 kr.
- Annette Burkhart, Aalborg Universitet – 260.513 kr.
- Bente Finsen, Syddansk Universitet – 430.000 kr.
- Christine Benn Christiansen, Bispebjerg Hospital – 325.000 kr.
- Helena Sophia Coley Gleerup, Rigshospitalet – 295.000 kr.
- Marion Kadlecova, Københavns Universitet – 325.000 kr.
- Morten Blaabjerg, Odense Universitetshospital – 120.000 kr.
- Sara Olivia Baungaard, Rigshospitalet – 325.000 kr.
- Sif Blandfort, VIA University College – 261.360 kr.
- Suzette Sørensen, Regionshospitalet Hjørring – 218.000 kr.