I snart et år har vi hørt om den nye ældrelov, som har til formål at give borgerne mere selvbestemmelse, løfte kvaliteten i plejen og styrke samarbejdet mellem kommuner, sundhedsvæsen, pårørende og civilsamfund. Men fordi loven giver kommunerne stor frihed til selv at tilrettelægge indsatsen, kan det være svært at vide præcis, hvad den kommer til at betyde for den enkelte – særligt for mennesker med demens og deres familier. I Alzheimerforeningen følger vi implementeringen af loven tæt og holder øje med, hvordan nogle af de uklarheder, vi har peget på, kommer til at fungere i praksis. Derfor gennemgår vi de vigtigste punkter, du skal være opmærksom på, når ældreloven træder i kraft – både mulighederne og de bekymringer, som Alzheimerforeningen peger på.
Alderskriteriet – hvem er omfattet af ældreloven?
Noget af det første, det giver mening at undersøge, er, om man overhovedet er omfattet af den nye ældrelov. Udgangspunktet er, at loven gælder for personer, der har nået folkepensionsalderen, og som har behov for pleje og omsorg i det daglige på grund af svækket funktionsevne. Det betyder typisk mennesker fra omkring 67 år og opefter. Men loven rummer også en undtagelse: Kommunen kan vælge at lade “ældre personer” under pensionsalderen være omfattet af ældreloven, hvis deres plejebehov samlet set svarer til det, som ældre på folkepension kunne have. Det kan fx være relevant for mennesker med en demenssygdom i 50’erne eller 60’erne, der har brug for samme type pleje som ældre. Vi ved endnu ikke, hvordan kommunerne i praksis kommer til at fortolke lovens målgruppe.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du eller din nærtstående med demens er under pensionsalderen, bør I være opmærksomme på, hvilken lov kommunen visiterer hjælpen efter. Får I at vide, at I ikke er omfattet af ældreloven, har I stadig krav på hjælp efter serviceloven. For eksempel kan bestemte støtteforanstaltninger – såsom træning og hjælp til at vedligeholde færdigheder (det, der i dag hører under servicelovens §85) – fortsat tilbydes efter serviceloven, selvom resten af plejen foregår under ældreloven. Det vigtige er, at I får den hjælp, der matcher behovet. Tøv ikke med at spørge jeres kommune eller demenskoordinator, hvordan jeres situation bliver håndteret under de nye regler.
Plejeforløb og visitation – sådan gives hjælpen fremover
Den nye ældrelov ændrer måden, man bliver tildelt hjælp på. Fremover skal ældreplejens kerneydelser tildeles som sammenhængende plejeforløb i stedet for en række enkeltstående ydelser. Konkret betyder det, at kommunen visiterer borgeren til et pleje- og omsorgsforløb, som udgør rammen for hjælpen. Inden for den ramme får det udførende personale (SOSU-medarbejdere, sygeplejersker m.v.) ansvar for løbende at tilpasse hjælpen i takt med borgerens behov – uden at man skal igennem en ny visitation, hver gang der er små ændringer. Beslutningerne rykkes med andre ord tættere på borgeren, så daglige justeringer kan aftales direkte mellem borger og medarbejder.
Hver kommune skal have 3-5 plejeforløb. Der er krav om, at oplysninger om rammerne for plejeforløbene er tilgængelige for borgerne. Det kan fx være på hjemmesiden eller i en folder til borgerne.
Hvordan adskiller det sig fra tidligere?
Tidligere fik man typisk specifikke ydelser tildelt – fx 1 times rengøring om ugen, hjælp til bad en gang om ugen osv. – fastlagt ved visitation. Fremover vil man i stedet få et samlet forløb, hvor sådanne indsatser indgår, men hvor omfang og indhold kan variere fleksibelt over tid. Det kan give større frihed og mere indflydelse i hverdagen, fordi man sammen med personalet kan justere hjælpens indhold efter dagsformen. Omvendt stiller det også krav til medarbejdernes kompetencer: De skal kunne vurdere behov fra dag til dag og kende dig eller din kæres vaner godt for at sikre, at selvbestemmelsen respekteres i praksis. Det er samtidig vigtigt at huske på, at når man har en demenssygdom, kan man ikke nødvendigvis selv udtrykke sine ønsker og behov. Derfor er det vigtigt at medarbejderne i plejen undersøger, hvad der er vigtigt for den enkelte. Nogle gange vil et menneske med demens sige nej til hjælp. Ikke fordi hjælpen ikke er relevant eller ønsket, men fordi der er noget andet på spil – fx at personen ikke forstår, hvad der skal ske, er træt, utryg eller i smerter uden at kunne give udtryk for det. Derfor er det ikke et udtryk for selvbestemmelse, hvis en medarbejder fx bare går igen, når et menneske med demens siger nej til hjælp. I stedet skal de bruge demensfaglige kompetencer til at tilrettelægge hjælpen på en måde, så det er meningsfuldt for den enkelte.
En vigtig detalje er, at det frie valg af leverandør bevares under den nye model. Kommunen skal lave nye kontrakter med private leverandører af hjemmepleje, så du fortsat kan vælge, om du vil modtage hjemmehjælp fra kommunen eller en privat aktør. Har du allerede en privat hjemmehjælp, kan du altså som udgangspunkt fortsætte med det – kommunen tilpasser blot aftalen til det nye “helhedspleje”-system.
Retssikkerhed – dine rettigheder og mulighed for at klage
Selvom ældreloven ændrer på tilgangen til pleje, gælder dine grundlæggende rettigheder stadig. Du har ret til at få vurderet dit behov og få hjælp, der dækker nødvendige behov for pleje og omsorg. Kommunen skal give dig en afgørelse (visitation til et pleje/omsorgsforløb), som du har ret til at få på skrift, så du ved, hvad du kan forvente. Og meget vigtigt: Hvis du er uenig i den hjælp, kommunen tilbyder, kan du klage. Den formelle afgørelse om tildeling af et plejeforløb kan påklages til Ankestyrelsen (den centrale klagemyndighed) på samme måde som i dag, hvor man kan klage over afgørelser om hjemmehjælp. Den ret forsvinder ikke med den nye lov.
Hvad er det nye?
Modsat tidligere, skal en stor del af beslutningerne om den daglige pleje fremover træffes i hjemmet af de medarbejdere, der kommer hos borgeren. Det giver fleksibilitet, men kan også give anledning til tvivl: Hvad nu hvis man gerne vil have hjælp til noget, som personalet ikke mener at have tid til, eller ikke opfatter som en del af aftalen? Alzheimerforeningen forudser netop sådanne dilemmaer i hverdagen og pointerer, at både borgere og kommuner har brug for klarhed over lovens intentioner i disse situationer. For at sikre borgernes retssikkerhed anbefaler vi, at kommunerne tydeligt informerer om, hvordan man kan klage over den faktiske hjælp i hverdagen – fx hvis man efterspørger noget, som personalet afviser at hjælpe med. Du skal vide, hvad du kan klage over, og hvordan du gør det.
Hvad kan du gøre?
Først og fremmest: Tag dialogen. Hvis du oplever, at du ikke får den hjælp, du eller din kære mener at have brug for eller ret til, så tal med personalet eller en leder i hjemmeplejen/plejecentret. Det kan ofte løse misforståelser. Fører det ingen vegne, kan du kontakte kommunens administrative eller politiske ledelse – og så eventuelt indgive en klage. Kommunen bør også oplyse dig om dine klagemuligheder, så spørg endelig efter en klagevejledning. Husk, at du ikke står alene: Du kan altid rådføre dig med Alzheimerforeningens Demenslinie (tlf. 5850 5850), hvor kompetente rådgivere sidder klar til at vejlede om alt fra jura og rettigheder til hverdagssituationer med demens.
Plejetestamente – din stemme, hvis du engang ikke selv kan udtrykke dig
En ny (og samtidig allerede velkendt) mulighed, som ældreloven lægger op til at styrke, er brugen af plejetestamenter. Et plejetestamente er et dokument, hvor du på forhånd kan nedskrive dine ønsker til pleje, omsorg og måske boligforhold, hvis du en dag ikke selv er i stand til at fortælle, hvad du ønsker. Det kan fx indeholde oplysninger om dine daglige vaner, hvad du foretrækker mht. mad, hygiejne, påklædning, aktiviteter osv. – ting, der kan hjælpe plejepersonalet med at give dig en hverdag, så tæt på dine egne ønsker som muligt.
Et plejetestamente er juridisk set vejledende. Det vil sige, at det ikke binder kommunen på samme måde som et almindeligt testamente binder arvinger, men kommunen er forpligtet til, så vidt muligt, at respektere de ønsker, du har nedfældet. Personalet skal altså forsøge at indrette plejen efter dine præferencer i det omfang, det kan lade sig gøre i praksis.
Værd at vide
I Alzheimerforeningen oplever vi ofte, at der er en del tvivl om plejetestamenters status – både blandt pårørende og fagfolk. Derfor er det vigtigt at vide, at plejetestamentet ikke giver garanti for alting. Der kan være ønsker, som af forskellige grunde ikke kan opfyldes fuldt ud (fx af hensyn til sikkerhed eller ressourcer). Alligevel er det en værdifuld tryghed at have et plejetestamente, for det sikrer, at dine nærmeste og plejepersonalet kender din vilje på forhånd. Det kan også forebygge konflikter, fordi der er noget konkret at tage udgangspunkt i, når der skal træffes svære beslutninger om din pleje.
Hvad kan du gøre?
Overvej at udfylde et plejetestamente i god tid, mens du kan udtrykke dine ønsker klart. Tal gerne med din familie om det, så I er enige om indholdet. Du kan tage udgangspunkt i Alzheimerforeningens plejetestamente-skabelon, som kan downloades her. Din kommunes demenskoordinator kan også vejlede dig i, hvordan du griber det an. Når dokumentet er udfyldt, så opbevar det et sikkert sted (gerne hos pårørende) og gør kommunen opmærksom på, at det findes, næste gang I taler om din eller din kæres pleje. Et plejetestamente kan gøre en stor forskel for, at du får en værdig pleje på dine præmisser – selv hvis du ikke selv kan gøre din vilje gældende den dag, behovet opstår.
Støtte til pårørende – hvad betyder den nye lov for jer?
Pårørende spiller en afgørende rolle i demensomsorgen, og den nye ældrelov anerkender da også vigtigheden af et godt samarbejde med de pårørende. I praksis afhænger pårørendes vilkår dog stadig i høj grad af, hvad den enkelte kommune tilbyder. Loven lægger op til “frisættelse” af ældreplejen, hvilket vil sige, at kommunerne får friere rammer til at organisere støtte – men det indebærer også risiko for variation. Derfor er det vigtigt, at I som pårørende kender jeres muligheder og står fast på jeres behov.
Muligheder for støtte
Først og fremmest: Retten til aflastning og afløsning består. Hvis du passer en ægtefælle eller forælder med demens i hjemmet, har I fortsat mulighed for tilbud, der kan aflaste dig. Aflastningen kan bestå af deltagelse i aktiviteter uden for hjemmet, midlertidige døgnophold (aflastningspladser) eller afløsning i hjemmet nogle timer om ugen.
Det er en klar intention i ældreloven at styrke samarbejdet mellem kommunen og pårørende. Derfor bør I også undersøge, hvilke pårørendetilbud der findes lokalt. Nogle kommuner tilbyder pårørendeskoler, netværksgrupper eller samtaler med en demenskoordinator, hvor du som pårørende kan få støtte, viden og redskaber til at håndtere situationen. Den slags tilbud er ikke ens i hele landet, men spørg din kommune aktivt – ofte kræver det, at man selv efterspørger det. Husk også, at Alzheimerforeningen tilbyder pårørendegrupper – digitalt og fysisk - samt en samtalemakker-ordning, som du kan læse om her. Og så kan du altid trække på Alzheimerforeningens Demenslinie for rådgivning og støtte.
Alzheimerforeningen arbejder for jer
Alzheimerforeningen har spillet en aktiv rolle for at sikre, at demensområdet ikke bliver glemt i den nye lov. For ældreloven gavner kun mennesker med demens, hvis den følges op af klare retningslinjer og guidelines for høj faglig kvalitet på landsplan, som foreningen også har beskrevet det i sit høringssvar til loven. Men selvom den nye ældrelov medfører forandringer, som naturligt kan skabe usikkerhed, så rummer den også muligheder for en mere fleksibel og individuel pleje:
- Jeg forstår godt, hvis mange af vores medlemmer i denne tid føler sig usikre på, hvad ældreloven kommer til at betyde for dem, siger Alzheimerforeningens direktør, Mette Raun Fjordside:
- Mit bedste råd er at søge viden og tage aktiv del: Spørg jeres kommune, brug Demenslinien, udfyld et plejetestamente – kort sagt, vær på forkant og udnyt de nye muligheder. Samtidig arbejder vi i Alzheimerforeningen benhårdt for, at demensindsatsen bliver styrket under den nye lov, så ingen med demens eller deres pårørende bliver ladt i stikken.
