
Hotel Nyborg Strand dannede fredag den 20. februar rammen om et helt særligt indsamlingsshow.
350 gæster var samlet til en aften med ølsmagning, stand-up og en meningsfuld samtale på scenen. I løbet af aftenen blev der samlet 114.000 kroner ind til Alzheimerforeningens arbejde.
"Sikke en fantastisk aften. Stor tak til Eddie Szweda og Hotel Nyborg Strand for at sætte fokus på mennesker med demens i et forrygende show. Tak til alle, der deltog og bidrog generøst til det flotte indsamlingsresultat. Og sidst men ikke mindst tak til vores ambassadør Flemming Østergaard, Emil og Thomas Faber for at fortælle om deres oplevelser med livet med demens," siger Alzheimerforeningens forperson Birgitte Vølund.
På scenen deltog vores ambassadør Flemming Østergaard, Alzheimerforeningens forperson Birgitte Vølund samt far og søn Thomas og Emil Faber. Sammen satte de ord på, hvordan det er at have demens tæt inde på livet.
Brygger og komiker Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus donerede både øl og show til aftenen. Hotel Nyborg Strand bidrog med lokaler og personale og tog desuden initiativ til en flot auktion, hvor blandt andre Le Klint havde doneret eksklusive designlamper.
Arrangementet giver ikke blot en vigtig økonomisk støtte. Det er også med til at styrke opmærksomheden på demens og livet med sygdommen.