
Ved audiensen overrakte Alzheimerforeningen en særlig jubilæumsgave til prinsessen – en specialdesignet sølvbroche skabt til anledningen af den danske smykkeformgiver Karen Fly.
Prinsesse Benedikte har gennem 25 år været en engageret og betydningsfuld protektor for Alzheimerforeningen. Hun har deltaget i en lang række af foreningens initiativer og kampagner og har været med til at skabe opmærksomhed om demens og vilkårene for mennesker med demens og deres pårørende.
”Jeg er både stolt og taknemmelig over, at Alzheimerforeningen kan markere 25 år med H.K.H. Prinsesse Benedikte som protektor. Hendes mangeårige engagement har haft stor betydning for demenssagen og har været med til at skabe større forståelse for livet med demens og for de mennesker, der lever helt tæt på sygdommen. Prinsessen har desuden gennem flere år vist en stærk opbakning til demensforskningen ved blandt andet at deltage i overrækkelsen af Alzheimer-forskningsfondens årlige forskerpris – senest i 2025. Det er vi i Alzheimerforeningen meget taknemmelige for, og det var en stor glæde at kunne overrække H.K.H. Prinsesse Benedikte en særlig jubilæumsgave som tak for hendes engagement,” siger Birgitte Vølund, landsforperson i Alzheimerforeningen.
Det særlige jubilæumssmykke er udført i sølv som symbol på 25-års jubilæet og inspireret af Karen Flys smykkeserie ”Fjeldløv”. Formen er bygget op over profilen på en hjerne som en reference til Alzheimerforeningens arbejde og demenssagen. På bagsiden af brochen er nålen monteret på et omrids af en hjerne, og låsen er skabt ud fra en særlig ældre brochelås, som designeren har gemt til netop en helt særlig anledning.