Hele Danmark så med i chok, da TV2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” viste, hvordan to plejehjem i Aarhus og Randers behandlede plejehjemsbeboerne helt umenneskeligt, sundhedsfagligt uansvarligt og tydeligvis uden selv basal viden om, hvordan man behandler mennesker
med demens. I kølvandet på dokumentaren har der været en heftig debat i medierne og på sociale medier, fordi vi i Danmark hverken kan, vil eller bør acceptere, at nogen mennesker behandles som vi så i dokumentaren.
Men det er desværre ikke enkeltstående tilfælde, der kun foregår på enkelte plejehjem, som bliver fanget med skjult kamera af TV2. Det er hverdagen for mange mennesker med demens, der bor på plejehjem – hver dag, året rundt, i hele Danmark. I løbet af de seneste tre år har vi dokumentation for, at der er sket omsorgssvigt, mishandling, fejlbehandling eller tilsvarende stærk kritisable forhold på plejehjem i mindst 40 ud af Danmarks 98 kommuner1. I otte ud af ti af disse tilfælde har det handlet om mangelfuld sundhedsfaglig behandling og pleje.
I hver femte tilfælde er plejehjemsbeboeren afgået ved døden.
Tilliden i befolkningen til de kommunale plejehjem styrtdykker. Derfor siger Alzheimerforeningen nu stop: Der er behov for et paradigmeskifte i behandlingen, plejen og omsorgen af personer med demens på plejehjem. Paradigmeskiftet har to ben: Person før system og kvalitet før effektivitet. Det betyder først og fremmest:
-
Mennesker med demens og deres familier skal sættes i centrum
-
Den faglige kvalitet af demensindsatsen skal i fokus
I Alzheimerforeningen møder vi hver dag mennesker berørt af demens. Fra de oplevelser, historier og erfaringer kender vi til behovet til et paradigmeskifte og har fået de nødvendige input.
Derfor anbefaler vi:
-
Samarbejdet med pårørende skal forbedres
-
Alle medarbejdere skal have demensfaglige kompetencer
-
Kvaliteten af demens- og sundhedsfaglige behandling og pleje skal løftes i hele Danmark