Af Mikkel Bækgaard
Der er kaffeduft, kagefade og klappen i takt denne torsdag eftermiddag i Vejle. Omkring 100 mennesker har indfundet sig i salen, hvor Bjergbankens Caberet - to damer i skiftende kostumer og en mand bag et keyboard - underholder med viser, fællessang og masser af godt humør. Og der er livlig snak og masser af latter, da musikken stopper, og det er tid til hygge og samvær bagefter.
Vi er i Plejecenter Gulkrog i Vejle, hvor Alzheimerforeningens lokalforening i Trekantsområdet hver anden torsdag inviterer personer med demens og deres pårørende til torsdagscafé.
Læs også: Lokalforeningerne er Alzheimerforeningens rygrad
Her dukker der masser af lokale op, som nyder tilbuddet om samvær og hygge med ligesindede tæt på, hvor de bor.
Det giver dem et holdepunkt i tilværelsen
- Det er 18. år i år, at vi afholder denne café, som bliver til udelukkende ved hjælp af frivillige kræfter. Og vi har mange - både par og enlige - der kommer her hver gang. Det giver dem et holdepunkt i tilværelsen og noget at glæde sig til, fortæller Grethe Skovlund, der er demenskoordinator i Vejle Kommune og formand for Alzheimerforeningen i Trekantsområdet. Hun er uden for arbejdstiden med til at arrangere caféen hver anden torsdag.
Flyttet tæt på caféen
Og caféen betyder meget for livskvaliteten, fortæller 76-årige Gerda Bøtker, som er diagnosticeret med Alzheimers sygdom og kommer til caféen hver gang, den bliver afholdt:
- Det giver samvær og oplevelser at komme herhen. Vi taler ikke så meget om sygdommen her, men det er bare dejligt at være sammen med ligesindede, siger Gerda Bøtker, der under hele arrangementet sidder med et smil på læben og klapper ivrigt til musikken.
Se også: Demensfællesskabet Østjylland: Livsglæde, samvær og åndehuller
Gerda Bøtker bor alene, men det afholder hende ikke fra at komme til torsdagscaféen, der ligger i gåafstand fra hjemmet - et hjem, hun i øvrigt er flyttet ind i for at være tættere på torsdagscaféen.
- Når det er tid til torsdagscaféen, ringer der en frivillig til Gerda og siger, at nu er det tid til at komme afsted. Og så holder vi øje med, at hun dukker op, forklarer Grethe Skovlund.
Sammen med ligesindede
Torsdagscaféen er et vigtigt pejlemærke i dagligdagen og en god mulighed for at lave aktiviteter sammen - også som par. Det fortæller 64-årige Lena Petersen, som i 45 år har været gift med 77-årige Henning Petersen, der for godt tre år siden fik en Alzheimerdiagnose.
De følges ad hver gang til caféen ti kilometer væk fra hjemmet for at være sammen - både med hinanden og med andre i samme situation.
For her til torsdagscaféen nyder både hun og Henning at være sammen med andre, der forstår, hvad det vil sige at have en demensdiagnose - også selvom sygdommen ikke nødvendigvis fylder meget i samtalerne omkring bordet.
Det er skønt at snakke med nogen, der også har demens tæt inde på livet.
- For mig som pårørende betyder det virkelig meget at mødes med andre i samme situation. Det er skønt at snakke med nogen, der også har demens tæt inde på livet. Og så får vi også skabt et godt netværk. Der er for eksempel et par, som vi af og til har kørt hjem, og så er vi blevet inviteret indenfor hos dem. Den slags betyder meget.
Ok at dumme sig
Det samme synes Henning Petersen, der også nyder muligheden for at være sammen med folk, som forstår de udfordringer, han selv står med.
- Det er rart, at vi er mange, der er i samme båd. Så gør det ikke noget, hvis man dummer sig eller ikke kan huske noget, griner han og bliver bakket op af Gerda Bøtker, der oplever meget af det samme.
- Lige da jeg havde fået diagnosen, græd jeg meget, men nu handler det om at få det bedste ud af det. Jeg vil leve mit liv og leve i nuet. Det kan jeg blandt andet ved at være med her og til de andre aktiviteter, som de frivillige arrangerer her – for eksempel udflugter, ferieture og fysiske aktiviteter, siger hun.
