Af Liv Mygind
I mange år troede sorgforskere, at hvis man som pårørende vidste, at døden var på vej, så kunne man foregribe sorgen, og tage den i små doser. Men det er en sandhed med modifikationer. En række undersøgelser, viser nemlig, at de efterladte sørger længe, også selvom de har kunne forudsige døden.
- Sorgen bliver altså ikke mildere, men den bliver lidt anderledes, når man mister efter lang tids demenssygdom, siger psykolog og seniorforsker Mai-Britt Guldin, der forsker i sorg ved Aarhus Universitetshospital og som underviser på Sorgvejlederuddannelsen.
Hun står hun bag flere store studier af pårørende, der har mistet efter lang tids sygdom – blandt andet demenssygdom.
- Ved demenssygdom står sorgprocessen på i lang tid inden selve dødsfaldet, fordi der er mange tab før selve tabet. Men vi forskere mangler endnu det store systematiske studie af sorg og demens.
Kroppen sørger mindre
Den eneste del af sorgen, der kan bliver mildere ved dødsfald efter lang tids sygdom, er kroppens fysiske reaktion på dødsfaldet. For når man mister pludseligt, får kroppen et chok, og der bliver pumpet adrenalin rundt i systemet. Den choktilstand undgår man som regel, når mennesker dør af en demenssygdom.
Studier i sorg viser også, at når man mister efter lang tids sygdom, har sorgprocessen typisk et andet forløb end ved pludselig død.
- Lige efter dødsfaldet, tænker de efterladte typisk mest på det syge menneske, de har mistet. Og døden kan også være forbundet med en del lettelse, fordi den syge nu har fået fred. Men mindet om den døde forandrer sig med tid, og de fleste oplever, at de mere og mere kan huske ’det hele menneske’, siger Mai-Britt Guldin.
Der skal typisk være gået en rum tid, og man skal måske have vænnet sig til tabet, før man kan hente alle minderne frem og huske personen fra før de blev syge.
- Ud fra de samtaler, jeg har haft med mennesker, der sørger, så tror jeg, der kommer mere sorg, når man husker hele mennesket og knytter sig til alle minderne. Der kommer et større savn. Men samtidig kan vi se, at det er nødvendigt at acceptere hele tabet, for at man kan leve med sorgen. Man bliver nødt til at huske ’det hele menneske’, for også at få kontakt med kærligheden. Og selvom man mærker sit savn meget tydeligt, så trøster kærligheden også, siger Mai-Britt Guldin.
