Af Mikkel Bækgaard
At være pårørende til et menneske med en demenssygdom er hårdt og kræver særlige kompetencer. Det ved 72-årige Gunver Folmand alt om - også selvom det er 17 år siden, hun selv mistede sin mor til demens.
For trods årene, der er gået siden, er den pensionerede regnskabschef stadig aktiv frivillig i Alzheimerforeningen. Hun er formand for lokalafdelingen i Nordjylland og har blandt andet brugt rigtig mange kræfter på at arrangere kurser i Kommunikation og Samvær - et kursusforløb, hvor demensramte sammen med deres pårørende får viden og indsigt i at forstå og håndtere sygdommen. Desuden holder hun oplæg i foreninger og sognegårde om det at være pårørende.
- Jeg tror, jeg bruger omkring 25 timer om ugen på mit frivillige arbejde. Det tager blandt andet tid at planlægge og arrangere kurser og få det hele til at køre, forklarer Gunver Folmand, der gerne vil være med til at give en bedre støtte til de pårørende, som har demens tæt inde på livet.
Det er især planlægning og afvikling af kurserne, der tager Gunver Folmands tid. Hun skal finde lokaler, koordinere frivillige, lave programmer, og det hele skal gå op. Men også det at tale med folk og for eksempel tage med til samtaler med kommunen er vigtigt for hende:
- At jeg kan være med til at gøre tingene bedre, er det, som driver mig - at jeg kan bruge min erfaringer til at hjælpe andre. Det er også udfordringen med at få arrangementer – for eksempel kurserne - til at lykkes. Og når det så faktisk lykkes, er det meget tilfredsstillende, siger hun.
Og selv når det ikke lykkes, tager Gunver Folmand ved lære af det og ser fremad.
- Så tænker jeg: Pokkers, hvorfor bruger jeg så mange timer på det? Men det er kun kortvarigt. Og så længe der er udfordringer i det hele, så kører jeg ikke træt i det. Det er virkelig givende for mig, når jeg kan se, at folk er glade for at være med og får noget ud af det. Så er det hele indsatsen værd, forklarer Gunver Folmand.
