“Det giver bare noget, når du ser, hvor glade de er”

Frivilligt arbejde i Alzheimerforeningen fylder en stor del af Helle Christensens liv. Det giver nemlig mening for den pensionerede sygeplejerske at gøre en forskel. Og så længe meningen og lysten er der, bliver hun ved. 

Tekst og fotos: Mikkel Bækgaard 

 

Da Helle Christensen gik på efterløn efter et langt arbejdsliv som sygeplejerske, havde hun egentlig ikke forestillet sig, at hun skulle fylde kalenderen til bristepunktet igen. Men sådan gik det alligevel. I dag er hun som frivillig i Alzheimerforeningen nemlig engageret i så mange aktiviteter, at det kunne ligne et fuldtidsjob. 

Men det gør ikke noget, slår hun fast: 

- Jeg havde bare tænkt mig, at jeg skulle lave lidt frivilligt. Men jeg er nok sådan en, der ikke helt kan sige nej, hvis jeg får nogle gode tilbud. 

 

Fra sygeplejerske til frivillig ildsjæl 

Helle Christensen er 66 år, uddannet sygeplejerske og har arbejdet med ældre og mennesker gennem store dele af sit arbejdsliv – blandt andet som leder på et plejehjem. Men selvom arbejdslivet fik en ende, skulle det ikke være slut med at gøre en forskel. Kort efter hun stoppede med at arbejde, meldte hun sig nemlig som frivillig i Alzheimerforeningen. 

– Jeg kendte en fra Alzheimerforeningen, der sagde ‘kom ind til os’, og så gjorde jeg det, fortæller hun. 

Det startede med en rolle som matchleder i foreningens aktivitetsven-ordning, hvor frivillige matches med mennesker med demens. Men engagementet voksede hurtigt. 

– Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg skulle lave så meget. Men det griber om sig, siger hun. 

 

En stemme for mennesker med demens 

I dag sidder Helle Christensen blandt andet som kasserer i lokalbestyrelsen for København, Frederiksberg og omegn. Hun er også med til at arrangere sommerfester, julearrangementer og repræsenterer foreningen ved større events. 

Hun leder også pårørendegrupper for mennesker, der har en ægtefælle eller forælder med demens. 

– Den første gruppe, jeg havde, var simpelthen fantastisk. De supplerede hinanden så godt, at jeg nogle gange tænkte: hvorfor skal jeg egentlig være her? Jeg lavede bare kaffe, og så kørte de ellers selv, fortæller Helle Christensen, som brænder for at skabe rum for mennesker, der har brug for fællesskab og forståelse. 

 

Glæden i gymnastik og brunsviger 

For Helle Christensen er drivkraften for det frivillige arbejde, at hun er en del af noget særligt. 

– Det giver bare noget, når du ser, hvor glade de er. De stråler, når de går hjem, siger hun. 

Hun oplever også, hvordan aktiviteterne vækker noget i deltagerne. Det ser hun blandt i et af de projekter, hun lægger rigtigt meget tid i – det såkaldte “Hjernesund-projekt” i Gentofte Kommune. Her mødes en gruppe borgere med demens hver mandag til gymnastik, træning og socialt samvær. 

– De kommer hver mandag – og de glæder sig. Når vi træder ud ad døren bagefter, siger vi bare ‘yes, en god dag’. Borgerne er så glade, siger Helle Christensen, der samtidig fremhæver sine kolleger Mette og Helle i samme projekt: 

– De gør et stort stykke arbejde, fortsætter hun. 

 

Fra pårørende til forkæmper 

For Helle Christensen er demensområdet ikke tilfældigt. Hun kender det også fra sit eget liv – både på et professionelt plan og som pårørende. 

– Min mor blev også dement. Hun kom på plejehjem, og jeg syntes ikke, hun fik den omsorg og de aktiviteter, hun havde brug for. Det var derfor, jeg besluttede, at jeg ville ud og gøre en forskel, fortæller hun. 

I dag er hun også formand for bestyrelsen på Plejecenter Baunehøj og deltager i kommunale møder om ældreområdet. Derudover vaccinerer hun ældre mod covid og influenza. 

 

En hverdag med mening 

Helle Christensen er fuldt bevidst om, at hun lægger mange timer i det frivillige arbejde – men hun gør det med glæde. 

– Jeg har arbejdet som leder i mange år, og der kan du ikke bare vælge til og fra. Men det kan jeg som frivillig – også selvom jeg bruger meget tid på det. Og hvis jeg en dag ikke gider mere, så stopper jeg, siger hun. 

For Helle Christensen er det at være frivillig således ikke en byrde, men en måde at bruge sin erfaring og sit hjerte på.  

Og så længe lysten er der, bliver Helle Christensen ved.