”Jeg gør det her, fordi det også er mit frirum”

Jona Ingolfsdottir er aktivitetsven for Ole, som har en demenssygdom. Det har hun været i halvandet år en time om ugen. En time, som er blevet hendes frirum, lige så meget som det er Oles.

Foto og tekst: Karoline Fodgaard

 

 I sin kolonihave i foreningen ’Grænsen’ i Aarhus holder Jona til i flere måneder om året. Det er blevet hendes frirum, hvor hun en dag drømmer om at være selvforsynende. Kolonihaven er ikke hendes eneste frirum, for hun er også aktivitetsven for Ole, der har en demenssygdom. Sammen dyrker de snakketøjet, og så har Ole haft sin kolonihave samme sted som Jona.

- Jeg sørger altid for ikke at have drukket kaffe, inden jeg kommer, fordi Ole gerne vil drikke meget kaffe. Når jeg kommer, så er det ham, som skal bestemme. Nogle gange kan vi godt gå ud, men Ole kan ikke lide regnvejr, så vi kommer ikke ud, når det regner. Vi kan snakke om alt eller gå ud på hans altan og kigge på nogle af de blomster, han har fået. Det er de små ting, der tæller, og vi er helt nede i miniverdenen. Det kan han overskue, og det synes jeg, er enormt fedt.

 

 Selv haft en far med demens

Jona havde længe gået og tænkt på, at hun gerne ville være en form for besøgsven. I starten tænkte hun, at hun gerne ville være det for børn. Men efter længere betænkningstid, og en annonce fra Alzheimerforeningen om aktivitetsvenner, indså hun, at det var det hun skulle være. For hun kendte til demens, da hendes egen far havde haft Alzheimers sygdom. Ifølge Jona, så kræver det noget særligt at være sammen med en, som har demens, hvilket var det, hun syntes var spændende. Derefter blev hun matchet op med Ole.

– Det at jeg kommer, og ikke skal noget, synes jeg har et perspektiv, som er meget vigtigt. Jeg tror, det er enormt godt for dem med demens lige at få den følelse, at der kun er fokus på dem, og der ikke er alt det andet omkring. Det skal han kunne slippe fuldstændig. Han skal ikke noget. Det er meget vigtigt at huske.

 

Et frirum i hverdagen

Oprindeligt er Jona fra Island, men har boet i Aarhus siden hun var 20. I dag er hun 64, og nyder livet som freelance dramaturg. Her arbejder hun fx med at undervise børn i folkeskolen eller lave kurser for skolelærere. Hun har aldrig rigtig været til de faste jobs, men arbejder med det, hun godt kan lide. Om det så gælder et stykke arbejde i et teater eller kunne være frivillig ved at være sammen med Ole. Det at kunne krydre hverdagen med nogle timer med Ole, er gået hen og blevet Jonas frirum. For her er det kun de to sammen.

- Jeg er glad, når jeg går derfra. Det er så ukompliceret. For det er som om, verden er kompliceret og krævende, men det at være sammen med ham, det kræver jo ingenting, andet end man er der. Jeg oplever det, som et sted, hvor jeg hviler lige en time om ugen, væk fra alt det man skal eller ikke skal. Det er også mit frirum.

Spørger man Jona, om hun synes andre også bør springe ud i det, lyder der et ’ja’ – og det kan ikke gå for hurtigt:

 - Jeg synes jo bare, det er fedt at have det som en del af ens hverdag. Jeg kan ikke se nogen grund til, at man skal vente til, man bliver pensionist