Jeg kan høre, hvor afslappede folk bliver, når de først får åbnet op

Det handler om at være noget for nogen, mener Christine Mosekjær, som er frivillig samtalemakker og pårørende til en far med demens.  

Af Karoline Fodgaard 

Med morgenkaffen i hånden sidder Christine klar ved telefonen. Hun har en aftale med en anden pårørende, der skal ringe og udveksle erfaringer om sit liv med demens. De taler om løst og fast i en time, og ofte er det i weekenden, samtalerne foregår. 

Christine Mosekjær er frivillig samtalemakker i Alzheimerforeningen. Det betyder, at hun er med til at give en-til-en sparring til andre pårørende, som står i samme situation som hende selv. Hendes egen far har Alzheimers sygdom og bor på plejehjem.  

-  Jeg ved helt konkret, hvordan det er at stå i rigtig mange situationer. Venner og familie kan være gode samtalepartnere, men det er noget andet at snakke med en udefra. Her kan man dele de tanker, der kan føles "forbudte" og læsse af på en helt anden måde.  

Christine tager imod tanker og frustrationer fra pårørende. Nogle taler hun med en enkelt gang, andre flere gange.  

- Jeg kan nærmest høre, hvor afslappede folk bliver, når de først får åbnet sig op og taler om, hvad de har på hjerte, fortæller Christine.   

 

En lang rejse  

Som frivillig samtalemakker trækker Christine på sin egen erfaring. For gennem et langt forløb med mange bump på vejen, ved hun hvor krævende og opslidende, rollen som pårørende kan være - og ikke mindst, hvor ensom man kan føle sig. 
 
Hendes far trives i dag på det plejehjem, han bor på, hvilket har givet Christine mere overskud:  

- Det har været en meget lang og hård proces, men jeg er et helt andet sted nu. Jeg har accepteret, at det er sådan her, det er. Selvfølgelig er jeg ked af det, men ikke så meget som tidligere.  

Derfor vil hun gerne dele ud af sine erfaringer, og være der for andre.  
 
Det handler om at dele  
Det at lave frivilligt arbejde og hjælpe andre har altid ligget Christine meget på sinde. For det er vigtigt at dele ud af det, man har.  
 
- Mit ønske er, at vi har delesamfund, hvor vi deler det, vi har som f.eks. vores tid. Men at vi ikke nødvendigvis kræver noget igen for at gøre noget for andre.  

Om det er med morgenkaffen i hånden eller ej, så vælger Christine selv, hvor mange timer, hun vil lægge i rollen: 
 
- Jeg kan rigtig godt lide at gøre noget for nogen. Det giver god mening for mig at kunne dele ud af noget, som jeg har masser af erfaring inden for. For jeg ved, man kan komme ud på den anden side.