Af Emilie Amstrup
Der duftede helt særligt hjemme hos Jens Peter Madsen, når hans mor kogte klejner. Og billedet af hans morfars hånd, med fingrene samlet tæt omkring armlænet, står stadig tydeligt for ham. Begge ting fortæller han i rige vendinger om, når han besøger plejehjem for at tryllebinde beboerne – og det kan særligt mennesker med demens få meget ud af.
- I situationen kan man ikke altid se, om det gør en forskel – men nogle gange ringer en pårørende efterfølgende og fortæller, at efter jeg har været der, har deres far, ud af det blå, fortalt om, hvad han oplevede da han var barn, og snakket mere end sædvanligt, siger Jens Peter.
Han er historiefortæller, og har i mange år turneret rundt i landet med sine erindringer. Han kører jævnligt rundt til plejehjem i nærheden for at dele sine historier, og fortæller så livligt, at duften af de kogende klejner ofte breder sig i lokalet.
- Det er min oplevelse, at en fortælling som går tæt ind på mine egne erindringer, aktiverer noget hos dem. For eksempel fortalte jeg nogle beboere på et plejehjem om at bygge snehuler, og om smerten i frosne hænder, der tør op, forklarer Jens Peter. - Og pludselig er der en, der reagerer! Hun begynder at sidde og gnide sine fingre – den fornemmelse af, at det gjorde ondt i fingerspidserne, gav hul til nogle erindringer.
Giv din fortælling videre
- Det giver mig glæde at give glæde, siger Jens Peter som svar på, hvorfor han prioriterer plejehjemmene i et ellers travlt program. Og glæden bliver endnu større, når han inspirerer andre til at bruge historier, når de er sammen med mennesker med demens.
- Det aller bedste synes jeg er, at de pårørende eller personalet selv hører den her type historier og får lyst til at fortælle deres egen. Jeg tror meget det gode ved at fortælle om ting. Og selvom vi ikke ved, hvad vi kan få ud af vores kære med demens, så ved vi, hvad vi kan give. Vi kan i hvert fald give dem en historie.
