”Vi skal gentænke lokalforeningerne”
Efter 30 år som aktiv i Lokalforening Østsjælland – blandt andet som formand og næstformand – takker Birthe Rasmussen af. I løbet af årene har lokalforeningens funktion ændret sig markant, og man er derfor nødt til at se på det lokale arbejde med nye øjne, hvis foreningerne skal blive ved med at være relevante, mener hun.
Af Jon Fiala Bjerre
- Det er svært at give slip, også selvom jeg har fuld tiltro til dem, der tager over efter mig. For det har været mit liv i så mange år, at det er blevet en del af min identitet.
Ordene er Birthe Rasmussens, der igennem tre årtier har levet og åndet for arbejdet i Alzheimerforeningens Lokalforening Østsjælland. I de år har hun siddet som bestyrelsesmedlem i to år, formand i 18 og næstformand i 10 år ad to omgange. Da hun trådte ind i den nystartede ’Lokalforening Roskilde Amt’ var demensområdet dog noget helt andet end i dag:
- Jeg var leder på et kommunalt plejehjem i Roskilde, og oplevede, at der var mange behov, som ikke blev dækket for beboerne med demens. Generelt manglede der viden og forståelse for sygdommen. Derfor var det også en stor glæde, da jeg var med til at starte en af landets første demensafdelinger op i 1989, og det føltes som et naturligt skridt videre i den retning, da jeg et par år efter blev inviteret til den stiftende generalforsamling i lokalforeningen for Roskilde Amt, fortæller Birthe Rasmussen.
Birthe trådte direkte ind i bestyrelsen og trak i arbejdstøjet. På daværende tidspunkt var der ingen kommunale tilbud til mennesker med demens og slet ikke deres pårørende. Så i 1994 var hun med til at starte nogle af landets første pårørendegrupper op, som hurtigt blev en succes og bredte sig til flere kommuner med Birthe som tovholder.
- Det var et voldsomt stort arbejde, men der var samtidig en pionerånd over det, og vi kunne mærke, at det gjorde en stor forskel for de mennesker, vi knoklede for. Jeg har mødt så mange gode mennesker og fået venskaber for livet, og sammen med alt det jeg lærte om demens hele tiden, gjorde det hele indsatsen værd, fortæller Birthe.
Stærk opbakning
Hun føler sig privilegeret over alle de dygtige mennesker, som lokalforeningen tiltrak i de år. Både i forhold til foreningsarbejdet og den viden der blev tilført udefra af fx psykolog Henrik Brogaard og Jette Kallehauge fra Nationalt videnscenter for demens, som var med til at starte de første grupper op målrettet yngre med demens.
- Vi fik engageret virkelig mange mennesker. Blandt andet en politiker, som selv var pårørende, og forstod behovet for en indsats. Den store opbakning betød også, at kommunerne begyndte at få øjnene op for behovet, og der begyndte at komme demenskoordinatorer og målrettede tilbud til demensramte familier ude i kommunerne. Det var en stor sejr og meget vigtigt, men det betød også, at lokalforeningen ændrede karakter, fortæller Birthe.
Hendes eget engagement tog en drejning, da hendes mand pludselig blev ramt af blodpropsdemens, og hun selv blev pårørende. Men hun fortsatte arbejdet med pårørendegrupperne i de 10 år hendes mand levede med sygdommen, fordi indsatsen og menneskene omkring den var med til at skabe mening. Efter næste generalforsamling er det dog på tide at sende stafetten videre, har hun besluttet.
- Jeg fylder snart 85, så det er på tide, selvom det er svært at give slip. Men tiderne har også ændret sig, og kommunerne har overtaget mange af vores tidligere opgaver. Overordnet tror jeg, at vi er nødt til at få udstukket en ny fælles retning for lokalforeningerne, hvis de skal blive ved med at have deres berettigelse. Det er det håb, jeg forlader foreningen med. Og så er jeg mest af alt bare taknemmelig for alle de skønne mennesker, jeg har fået lov at møde igennem mit arbejde i alle disse år.
