Af Bettina Palle - boksepromotor og datter til afdøde Mogens Palle og en mor med demens
Alzheimers… en led sygdom, jeg ville ønske, jeg havde vidst mere om, langt tidligere. Det ville have sparet min mor og mig for en hel del sammenstød. Jeg har været flov over min mor, skændtes med min mor og diskuteret med hende i utallige situationer. Jeg vidste jo ikke, at sygdommen ikke kun handlede om “at glemme ting”.
For med min mor, var det langt værre. Sygdommen ændrede hendes personlighed totalt. Hun blev
rasende og kastede ting efter min far, var paranoid og så syner.
Det startede i det små. Hun blev uvenner med sine veninder og opførte sig generelt lidt
underligt. Det var som om, hun manglede et filter, og der var mange små forandringer, som vi nok ikke bed så meget mærke i til at begynde med.
I december 2008 står jeg på en natklub og falder i snak med Peter. Han fortæller mig, at han har været på kursus på Riget om demens, da hans far er ramt af sygdommen. Den aften rammer det mig: “F*CK! Det er jo lige præcis dét, min mor har”.
Derfra blev det langsomt værre, som demens jo gør - og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage fat på det.
Min mor mente selvfølgelig ikke, hun fejlede noget. Hvis min far nævnte noget om demens, himlede hun op - det var jo hende, der altid kunne huske for ham, og finde de ting han ikke kunne finde.
Min mors sygdom var måske lidt atypisk. Demensen ramte ikke hendes talegaver, og hun kunne
derfor “snyde” folk, så de ikke opfattede, hvor galt det egentligt stod til. Hun blev voldsomt gal på min far, hvis han sagde noget til lægerne - og især når folkene på huskeklinikken sagde: ”Din mand siger…”.
Vi levede i en virkelighed af total benægtelse, og en hverdag der stadig blev mere og mere tosset. Jeg blev konstant ringet op hjemmefra - min mor ville have, jeg skulle komme og hente hende og køre hende hjem, selvom hun jo var i sit hjem. Hun ringede mange gange hver dag og nogle gange om natten eller tidligt om morgenen. Hun forsvandt, glemte hvor hun boede og glemte sit telefonnummer.
Min mor har altid været den sunde, hende der gik ture, spiste grøntsager og gættede kryds og tværs. Jeg var som ung mest nervøs for min far - at han skulle væk for tidligt. Han havde jo syv mavesår, diabetes og en forkærlighed for is og lakridsæg.
Min mor døde først i 2020, så det blev til mange år med voldsom slidtage på mig og uden tvivl også på min far, som døde denne sommer. Vi vidste ganske enkelt for lidt om sygdommen og fik for lidt hjælp og for sent.
Så lad os endelig få udbredt mere information om sygdommen, om hvad man kan gøre og hvor man kan gå hen for at få hjælp - for hjælp skal man have, ingen kan klare denne udfordrende sygdom alene.
