Af Bosse Hall Christensen - medstifter af Shubidua
I 1973 dannede jeg, sammen med Michael Hardinger og Michael Bundesen, bandet Shubidua. Jeg var ikke alene dets trommeslager, jeg var også ankermanden bag det finurlige tekstunivers til og med det 7. album.
Der er løbet mange børn i vandet siden da, men Shubidua-universet har jeg aldrig sluppet. Således danner jeg i dag musikalsk par med guitarist og sanger, Carsten Rønnest. Vi kalder vores duo for Shubiduo.
Vi har gjort det til vores adelsmærke at tage rundt og spille for nogle af de 41.000 borgere, der i dag befolker landets plejehjem. Vi har skræddersyet et show til dem, bestående af 17 Shubidua hits, tilsat skæg og ballade og sjove anekdoter fra min tid i bandet. Og beboerne er rigtig glade for at få besøg af os, også de af dem, der er ramt af demens.
Det interessante, men også forbløffende, er, hvad musik kan gøre for selv de hårdest demensramte. Det bedste resultat opnås med musik, som personen med demens kender, og her rammer vi jo plet, for hvor mange på 50+ kender ikke Shubiduas glade musik? Og da de fleste af os mennesker uvægerligt knytter en epoke eller en begivenhed til et stykke musik, vi har hørt tilstrækkeligt mange gange, gælder dette også for mennesker med demens. Hver gang vi genhører musikken, bliver vi straks ført tilbage til den tid. Vi kan se personerne for os, fornemme lugtene og mærke følelserne. Det oplever mennesker med demens også, når Carsten og jeg spiller de glade Shubidua-sange. Ganske vist glemmer de det hurtigt igen, men cellerne i kroppen husker det, også efter vi har pakket sammen og er kørt hjem. Og den lykkefølelse sidder længe i kroppen på dem.
Da vi i november og december var rundt med vores juleshow, var vi igen en tur forbi Egelunden Plejecenter i Kokkedal. Vi var inviteret til at spise med til julefrokosten før showet og blev sat ved siden af to søde, ældre, men bestemt ikke kedelige damer. Og det blev hurtigt til en fest. Regitze og Annie, som de to damer hed, var henholdsvis 92 og 94 år. Regitze var skarp og vittig og temmelig rap i replikken. Hun var selvfølgelig også den yngste af de to.
Under frokosten fortalte Annie, at hun havde været stand-in for Luluw Ziegler under krigen, og hun kunne da også gengive nogle af viserne fra dengang. Som barn havde hun danset ballet og blev senere en dygtig danser. Hun var blandt andet skrap til Charleston, hvilket hun efter julefrokosten beviste på dansegulvet. Hun huskede i det hele taget mange detaljer fra sin barndom. Alligevel gav begge damer udtryk for, at de ikke huskede særligt godt. Men det var naturligvis korttidshukommelsen, det kneb med. For eksempel spurgte Annie 7-8 gange, om vi skulle optræde andre steder den dag. Med de samme ord, det samme tonefald. Det kunne lige så godt have været en båndoptagelse. Og da vi nogle måneder senere igen besøgte de to damer til en kop kaffe, kunne de da heller ikke huske os, men det blev nu alligevel rasende hyggeligt, og vi endte med at sidde og synge Vuffelivov sammen.
Regitze og Annie har et godt og meningsfuldt liv, ikke mindst fordi de er omgivet af et forstående og omsorgsgivende plejepersonale. Og den slags solstrålehistorier oplever vi faktisk ikke så lidt af på vores ture rundt på plejehjemmene. Derfor undrer det mig, at man næsten altid kun hører de negative og triste demenshistorier, mens Carsten og jeg oplever, at livet med demens, i kyndige hænder og under de rette forhold, faktisk kan være både positivt og fyldt med glæde.
Desværre er der alt for mange plejehjem der ikke har råd til os, fordi økonomien er så stram. Og det til trods for, at vi har skåret vores hyre ned til smertegrænsen. Og det ærgrer os, fordi vi kan se, hvor meget lykke vi skaber for plejehjemsbeboerne.
Derfor undersøger vi i skrivende stund også, om der findes fonde, der vil være med til at støtte det gode formål. For det bringer så megen glæde hos de ældre borgere. For som Michael Bundesen altid sagde, vi gør alt for lidt for vores ældre.
