Der er så meget at glæde sig over i livet, inden vi forsvinder helt

Jeg har altid været nysgerrig på mennesker. Som journalist fandt jeg fortællinger i de små sprækker af livet, og som forfatter skriver jeg om det svære og usagte. Inspirationen kan opstå når som helst – som for eksempel den sommerdag, hvor mine børn og jeg besøgte min demente farmor på plejehjemmet.

Min farmor var positiv og har altid haft et stort livsmod, selv da hendes hukommelse begyndte at svigte. Selvom hun altid talte åbent om demensen, var jeg nervøs for besøget. Jeg vidste, at hun næppe ville kunne genkende os, og det var svært at forberede mine børn på besøget.

 

- Det betød jo ikke noget, hvad min farmor huskede eller ikke huskede, for nuet den sommerdag var rigtigt, og det indeholdt alt det fine i livet.

 

Frygten for at sige noget forkert fyldte i mig, og jeg var bange for at skulle se en af de mest skræmmende diagnoser, jeg kender til, i øjnene. Det var ikke meningen, at jeg skulle have hverken min journalist- eller forfatterhat på den sommerdag, men der var så mange glimt af fine fortællinger i mødet mellem mine børn og min farmor, som fortjente at leve videre. Mine børn gik til deres oldemor uden forventninger, og hun gjorde det samme til dem. De talte om solen udenfor, om eftermiddagskagen på bordet og om de mange billeder i fotoalbummet. De talte om nuet – det, de så, hørte og bemærkede.

 

Den eftermiddag gik jeg grædende fra besøget. Ikke af sorg, men af glæde. Mine børn og min farmor havde på fineste vis vist mig, at det ikke handler om at holde fast i det, der var, men om at møde mennesker, der hvor de er. Det betød jo ikke noget, hvad min farmor huskede eller ikke huskede, for nuet den sommerdag var rigtigt, og det indeholdt alt det fine i livet.

 

Da vi sagde farvel, vidste jeg, at min farmor ikke ville kunne huske vores besøg, men jeg vidste samtidig også, at den glæde og kærlighed, hun havde følt i samværet med sine oldebørn, var ægte, og den kunne selv demensen ikke tage fra hende.

 

Besøget gav mig et helt særligt indblik i mennesker og kærlighed, og det blev inspirationen til min roman ”Før for altid”. Min farmor lever ikke længere, men havde hun været her, er jeg overbevist om, hun ville have bekræftet mig i, at der er så meget at glæde sig over i livet, inden vi forsvinder helt.