Af Lars AP – Stifter af Fucking Flink
Hvordan får man folk til at engagere sig? Tvinger man dem? Siger, at de burde? Eller forsøger man at gøre det så meningsfuldt og sjovt, at folk ikke kan lade være?
Jeg tror mest på den sidste. Men også, at det er nemmere sagt end gjort.
For ni år siden skrev jeg bogen og startede bevægelsen Fucking Flink. Siden da har jeg, sammen med en håndfuld andre dedikerede folk, arbejdet på fuld damp for, at vi danskere – nogle af verdens lykkeligste mennesker – også skal blive verdens flinkeste.
Læs også: Natasja gav en hjælpende hånd i Fakta
Der er alle tænkelige argumenter for, hvorfor vi skal blive flinkere. Det styrker sammenholdet. Nedsætter ensomhed. Styrker vores mentale helbred og gør os i bedre humør. Og så er det bare rarere at leve i en flink verden. Ikke sandt?
Folk vil gerne være flinke. Men de har brug for anledninger til at være det.
Trods de gode argumenter dukker engagementet ikke frivilligt op. Folk vil gerne være flinke. Men de har brug for anledninger for at være det. Og efter godt otte års indsats har jeg gjort mig to indsigter om, hvad det kræver at få folk af huse.
Den ene er, at det er nemmest at få folk med, hvis de også selv får noget ud af det. Tag nu den 94-årige Keith Davison fra Minnesota i USA. Han mistede sin kone til kræften – og efter 66 års samliv var stilheden i hjemmet ved at få Keith fra snøvsen. Det fik ham til at gøre noget spøjst. Den 94-årige fik udgravet en swimmingpool i sin forhave. Ikke for selv at svømme i den, men så alle nabolagets børn kunne komme og bade. På dén måde byttede han stilheden ud med larm og hvin fra glade unger. Sådan fik både Keith og nabolagets unger noget ud af løsningen.
Det er nemmere at få folk med, hvis det også er sjovt.
Den anden indsigt, jeg har fået, er, at det er nemmere at få folk med, hvis det også er sjovt. Så sent som for et par uger siden mærkede jeg endnu engang, hvor stor en effekt humor har på os. Jeg var blevet inviteret til at fortælle om Fucking Flink ved Alzheimerforeningens Demensråd i Middelfart. Da jeg stod foran salen fuld af gode folk, startede jeg med at spørge ud: ”Må jeg lige høre jer først – er I flinke?”
”JAAAAHH!”, lød det entusiastisk. (Og det må jeg sige: Folk var også virkelig søde den dag).
Midt i det kollektive ’ja’ rejste en gråhåret mand sig op.
”Jeg ikke bare er flink, jeg hedder Flinker”, sagde han.
Hele salen klukkede. Men manden satte sig ikke. I stedet fortsatte han:
”Og ved du, hvad min kone hedder: Hun hedder Suhr. Og det er ikke engang løgn.”
Hele salen brød sammen i latter. Selv om jeg forsøgte at holde så godt et oplæg som muligt, var det umuligt at leve op til dén indledning.
For et godt grin stjæler billedet – og får folk med.
Hver gang.
