Foto: Christian Stæhr
Af Jesper Buhl - Operasanger
En dag kørte en meget lykkelig familie en køretur ud i det fynske. Mor, far og to døtre. Hanne og Jesper, Anna-Clara og Katarina. På et tidspunkt kørte vi forbi en mark, og Hanne udbrød: ”Nej se, se, øh… mæh.”
Vi brød alle, inklusive Hanne, sammen af latter. Vi var kørt forbi en flok får, og Hanne havde lige glemt navneordet. Vi vidste ikke, at denne køretur var begyndelsen på en forfærdelig, meget længere rejse, der nu 10 år senere, og 30 år efter at jeg så denne vidunderlige kvinde første gang, betyder at Hanne nu bor på plejehjemmet Lykkevalg i Korinth med Alzheimers sygdom.
De næste mange års køreture blev mildest talt hårde. Hanne ændrede karakter. Hun, der altid var blid og kærlig - hvis elever altid kunne stole på hende (Hanne var lektor i klaver på det Fynske Musikkonservatorium i 25 år) blev pludselig sur og angst, ked af det og glemsom. Hun havde ikke længere styr på musikkens form, kunne ikke huske hvor i stykket man var, glemte at dukke op til eksamener osv. Hun blev til sidst bedt om at stoppe sin lærergerning, og blev i stedet organist i vores lokale Allested kirke. Men også her måtte hun til sidst stoppe, da hun ikke kunne huske salmerne eller korsvarene. Fingrene var holdt op med at lystre, som hun engang udtrykte det. Jeg måtte også lide den tort at fyre hende fra en forestilling, da hun ikke kunne huske, om vi skulle tre takter frem eller ti sider tilbage under prøvearbejdet. En uendelig trist og sort dag i mit liv.
Vi var igennem det hele. Har hun stress? Er hun deprimeret? Eller hvad? Det var vores ældste datter, som er psykolog, der foreslog, at vi fik en udredning for demens. Efter anden hjernescanning fik vi den grusomme sandhed, nemlig at Hanne led af Alzheimers sygdom.
At skulle ringe rundt til familien, var som at fortælle, at nogen var død. Alle drømme for fremtiden blev med et trylleslag taget fra os. Som Hanne sagde: ”Det var ikke sådan, det skulle være.” Og hun havde ret. Det var ikke sådan det skulle være, men det var sådan, det blev. Og det blev hårdt og op ad bakke med en stor kæmpemæssig sten foran os. Jeg husker, jeg sagde til pigerne: ”Mor har fået Alzheimers, nu håber jeg vi får ti år mere sammen, hvor de sidste to nok bliver vanskelige.” To år senere måtte jeg køre Hanne på Lykkevalg.
I det tidsrum så jeg min kone blive dårligere og dårligere. Hun kunne pludselig, uden en trevl på kroppen, men med en kaffekop i hånden, gå ned mod kirken. Hun skulle jo på arbejde. Så måtte man køre op på siden af hende og spørge, om hun ville med hjem. Hun var også selvmordstruet. Og når jeg kom hjem fra arbejde, vidste jeg ikke om min kone var død. Det endte med, at jeg måtte opgive mit arbejde som operachef. Jeg var blevet ligeglad med stedet og dets dårlige økonomi. Om jeg brugte en million mere end vi havde budgetteret med, var mig uendelig ligegyldigt – min kone kæmpede for livet.
At Hanne nu bor på Lykkevalg, er et lykkeligt valg. Hun er glad i sin egen verden, og kan både kende og glemme os fra minut til minut. Hun har næsten intet sprog tilbage, men hun elsker personalet, de skønneste mennesker i verden, og går nu nynnende rundt. Hun har haft en eller to kærester. Det har altid gjort mig lykkelig, at hun kunne glemme mig og få et ”andet” liv, for det har jeg. Jeg har nu en vidunderlig kæreste, Jette. Hun er mit nye livs store kærlighed, og vores sammenbragte familier har det skønt sammen.
Den store sten, vi som familie skubbede foran os, har vi nu samlet op og gemt i vores hjerter. Vi tager den med gennem bakker og over dale - ikke som en byrde men som den smukke sten man til tider finder på stranden. Og når man kigger på den, husker man dufte og blæst, lyde og kærtegn. Man husker det liv, i det øjeblik, hvor alt var stort og smukt, og bøjer sig i taknemmelighed.
