Lars Ranthe: Når sygdommen raser, må man finde lyspunkter
Af Lars Ranthe,
Jeg vil gerne fortælle åbent om mine forældres sygdom, for når man taler ærligt, tager det lidt af brodden af ensomheden og smerten. Samtidig giver man noget til andre, og måske er der en, der har brug for at høre dine ord. Jeg oplever, at de fleste mennesker tager godt imod min åbenhed og er søde og hjælpsomme – og det er jo en dejlig ting midt i al det sorgfulde. For jeg har desværre haft demens tæt inde på livet en stor del af mit voksne liv. Min far døde af Alzheimers sygdom, og min mor har Lewy body demens og bor på plejehjem i dag.
Mine forældre var fyrretræerne i mit liv. De største træer. Og det første, der rammer mig, når jeg taler om det nu, er, at jeg ikke ved, hvordan man bliver gammel. Når man er menneske, er døden uvilkårligt slutningen på livet. Og nogle gange ville jeg ønske, at mine forældre havde fortalt mig, hvordan man bliver gammel.
Der er mange bekymringer forbundet med sygdommen. Hvordan udvikler sygdommen sig? Hvornår kan de ikke længere huske mig? Alt det, som jeg tror, at mange, som har demens tæt inde på livet, kan genkende. Med min far synes jeg, det var utrolig svært at se ham med Alzheimer. Han var min gode kammerat, og til sidst blev han en krop uden sjæl. Men da min lillebror og jeg gik og tømte hans lejlighed, kunne vi pludselig mindes ham som vores far, der tog os ud i Valbyparken og kastede frisbee og viste os fugle på Amager Fælled og ledte efter uglegylp. Midt i tømningen af lejligheden fik jeg min far igen.
Kun fire måneder efter min fars død, fik min mor diagnosen Lewy body demens.
Heldigvis er der lyspunkter i sygdommen. Min mors Lewy body demens medførte på et tidspunkt, at hun grinede helt fuldstændig vanvittigt. Min mor har altid været meget begejstret for mig, og hun synes, at alt, jeg laver, er virkelig sjovt. Og det var enormt dejligt at grine med hende. Nogle gange kom grinet gråden i forkøbet. Så humoren er også en måde at deale med sorgen på.
Der er også mange sjove ting i sygdommen. Det må man ikke forklejne. Jeg vil altid huske de poetiske momenter. Min far gik hver dag i kiosken på Vesterbro og byttede sine nøgler for øl. Og jeg havde en aftale med kioskejeren om, at jeg kom ned og betalte regningen en gang om ugen og fik nøglerne tilbage. Aftalen var også, at han ikke måtte give ham stærke øl.
Min far havde også en følsom periode, hvor han var mere nærværende og følsom. Han er jo fra en generation, hvor man ikke sagde, at man elsker sine børn, og pludselig kunne han alligevel sige: ”Jeg elsker dig, Lars!” Det var rørende, og det er jeg enormt glad for. For når sygdommen raser, må man finde lyspunkterne – og de er der.
