Livet er ikke længere, end det er!

 Foto: Foto: Flemming Leitorp

 

Af Bjarne Henriksen – Skuespiller

 

"Og hvad så?” kunne man passende spørge.

"Ja, hvad så?"

 Jeg vil bare gerne påpege, at vi alle er en del af noget større, en del af en cyklus, der stille og roligt, eller vildt og hurtigt, går sin gang, uanset hvad.

For mit eget vedkommende blev jeg mindet om den store cyklus for cirka et år siden, da jeg blev spurgt om, jeg ville spille en dement ægtemand i DRs Tv-serie "Huset".

Først blev jeg fornærmet og tænkte: "Luk dog røven". Bare fordi jeg i al stilfærdighed, og i øvrigt alt for hurtigt, har nået en alder af 64 år, skal I sgu ikke komme for godt i gang. Men belært af over 30 års erfaring i skuespillerfaget, ved jeg også, at dér hvor det gør nas, er også dèr, hvor der er mest substans og "mad" for en skuespiller. Så jeg sagde ja tak til rollen som demente Torsten, og det har jeg ikke fortrudt.

Min mor fik konstateret demens i en alder af 76 år, efter et svært anfald af hjernehindebetændelse. Hun blev 84 år. Min far, der var frisk i pæren til det sidste, passede hende trofast, med støtte fra en fremragende hjemmehjælp, til hun var 82.

Efter et fald og lårbensbrud kom min mor så på et nærliggende plejehjem, med en specialafdeling for demente. Og der blev hun passet godt i sin sidste tid. Velvidende, at min mor var i gode hænder, lagde min far sig praktisk talt til at dø. Han gad ikke mere. Han var mæt af dage. Han blev 87 år. Året efter døde min mor.

Og i alle disse år med demens og alskens sygdomme var der op- og nedture, masser af besvær og gråd, men også mange gode stunder og megen varme og glæde. Jeg brugte meget tid på at hjælpe min far og mor specielt i de sidste 4-5 år, og det har jeg aldrig fortrudt.

 

Jeg savner dem stadigvæk!