Af Michael Falch
En solrig lørdag eftermiddag blev Ole Michelsen bisat. Vi var kun 50 mennesker, der deltog på grund af myndighedernes anbefalinger. Vi sad med god afstand til hinanden og kiggede på den blomstersmykkede kiste med Oles Borsalino-hat for enden. Jeg havde ganske vist mistet en ven, der havde haft uvurderlig betydning for mit liv og min livskvalitet i de seneste 18 år, men jeg tillod mig på Oles vegne at opfatte det som en glædens dag. Ole havde fået fred, og måske var han slet ikke gået ind i det dybeste mørke, men ind i lyset til sin datter Trine. Vi var mange, der mistede en nær ven i Ole Michelsen. En brillant inspirationskilde og mit livs skarpeste og morsomste drillepind.
Min datter Soffi tog et billede af ham forrige sommer, fordi der var noget ved Ole, der undrede hende, da han som så ofte før passerede hende på Frederiksberg Allé, men denne gang uden tilsyneladende at genkende hende. Og så var der noget anderledes over hans gang, fornemmede hun. ‘Er Ole okay?’ skrev hun til mig.
Jeg havde også længe undret mig over ham og troet, at han bare ikke rigtigt gad mig længere. Han meldte afbud til min 60-års fødselsdag, selv om han i bordplanen var placeret et trygt sted blandt andre rolige, konsekvent ædru mennesker. Han undveg mine forsøg på kaffeaftaler og holdt efterhånden helt op med at svare på mine beskeder, og jeg begyndte at tro, at jeg måtte være kommet til at krænke ham. Jeg pressede på for at opklare sagen, men kommunikationen forblev helt ensidig.
Jeg fik forklaringen, da Oles nære veninde, Susanne, en dag kontaktede mig for at fortælle, at Ole var blevet diagnosticeret med Alzheimers sygdom og nu blev flyttet fra sin Frederiksberg-lejlighed til Betaniahjemmet.
Det sidste halvandet års tid besøgte jeg ham med jævne mellemrum dér, og selv om hans demenssygdom var taget til for hver gang, så han ikke kunne huske mit navn eller udtrykke, hvem jeg var, kunne han dog stadig med hjertelig glæde meddele det i øvrigt fænomenale personale, at her var en virkelig god ven kommet på visit. Trods hans medtagne tilstand lykkedes det os hver eneste gang - i hans strøm af tiltagende, stadig beleven, total sort snak - at finde ind i et fælles grineflip. Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre at komme igennem den port, men vi kunne altså få gode grin, præcis som førhen - langt mere pga. en stærk fælles følelse end i en oplevelse af mening. For al konkret mening var væk. Hvis jeg sprogligt fik trigget den altid markant frankofile, gamle filmmand, kunne han dog stadig slå over i et overdådigt og flydende fransk, som tilsyneladende lå et sted i hjernen, der var mere uberørt af sygdommen.
Ole var ikke særlig vild med rock - det var bare ikke hans genre - så han kom kun yderst sjældent til mine koncerter med bands, men til gengæld var han flink til at dukke op til mine akustiske solokoncerter. En gang kom han også og hørte mig på Kunstmuseet Arken sammen med sin elskede, hårdtprøvede datter, Trine, som han fulgte, først gennem hendes alkohol- og stofafhængighed og siden sygdommen til døden. Det var 11 år siden, han måtte begrave sin datter. Livet skånede ham ikke. Som dreng fandt han sin far død efter selvmord. Trines mor, Nina, blev dræbt i en ulykke, og Ole selv blev indfanget af alkoholisme. Og så var der alle Trines kampe.
Men den sprudlende humor og den intellektuelle skarphed overvandt alle forhindringer. Han fik os andre til at hulke af grin ved sin barokke, ironiske og også selvironiske fremstillinger af livssituationer. Det var hamrende hårdt for ham at være her uden sin datter. Det var, som om han efter hendes død måtte tage én dag ad gangen. Men al sorg til trods mistede han ikke livsglæden. Ingen kan jo vide, hvad efterlivet byder på, og måske er tanken bare til trøst, men hvor føles det godt og rigtigt at forestille sig, at Trine og Ole nu går tur sammen et smukt sted derude bag det evige mørke, indimellem højlydt grinende over det besynderlige liv på menneskenes jord.
