Af Michael Haslund
Denne her film var ikke blevet til noget uden min far. Alle de breve, billeder og minder som historien er stykket sammen af, ville ikke give mening uden hans forklaringer. For på trods af sin demenssygdom, er der en masse detaljer og historier, som han husker bedre end nogen anden. Man husker jo mindre og mindre, som sygdommen skrider frem. Min far huskede meget mere, da vi begyndte på arbejdet med filmen, end han gør i dag. Man siger ved Alzheimers sygdom, at det i snit tager syv år, før langtidshukommelsen er helt væk - så efter min far havde fået stillet sin diagnose, indså jeg, at det handlede om tid, hvis vi skulle nå at fortælle historien, inden det var for sent.
Samtidig gav det os mulighed for at have noget sammen – et projekt, som vi kunne se frem til og bruge hinanden i - i stedet for at alt gik op i diagnose og sygdomsforløb. Jeg var ved at kaste op over alle dem, der talte om, hvordan vi skulle forholde os til sygdommen og alt det den ville føre med sig. For mig handlede det om at forholde mig til min far og vores relation. Lige nu og her. Før det var for sent. Så det var det, jeg gjorde.
Må godt stille forventninger
Filmen handler ikke om demens, men den beviser, at man sagtens kan byde ind med noget, selvom man har en diagnose. I processen har nuet haft en stor betydning. Det har handlet om alt det, vi kunne gøre lige nu og her - om det så har været at kigge på billeder, pakke en kuffert eller møde nogle af de folk, der har hjulpet os med fortællingen. Og der har min far fint kunne være med. Og jeg har gjort det til min opgave at sætte rammen, så han kunne være med.
Min fars motto i projektet har været, at han ikke vil være til besvær. Og det har også været det, jeg har konfronteret ham med, når vi ind imellem er stødt på udfordringer. Så har jeg sagt: ”Vi har jo en aftale”. Og så har han rettet ryggen. Vi har været i gang med filmen i syv år, og jeg kan jo tydeligt se, at min fars sygdom har udviklet sig i den periode, så udfordringerne har forandret sig. Jeg synes godt, man må forvente noget af mennesker med demens, i stedet for bare at behandle dem som det tynde øl.
Fortiden blev nutid
I filmen har vi gjort meget ud af at gengive begivenheder fra fortiden bearbejdet gennem billeder og lyd, så oplevelsen kommer til udtryk som en form for nutid. Det har haft en enorm positiv effekt på min fars langtidshukommelse, og det har betydet, at han har kunne fortælle flere detaljer end nogensinde om hændelserne i sin familie. Det har været en fantastisk oplevelse, og har givet os rigtig meget at tale om.
Under optagelserne tog vi bl.a. tilbage til højsletterne i Xinjiang, hvor meget af historien om min farfar foregår. I Kina forholder man sig til ældre mennesker på en anden måde end i Danmark, og der var det som om, at min far mere var et symbol end en person. Der var rigtigt mange folk, der kom hen til ham, nærmest som om de skulle møde paven. Jeg sørgede for, at han kom til at sidde ved siden af nye mennesker ved hvert måltid (og han sad altid sammen med mig), så han ligesom kunne blive ved med at fortælle den samme historie – uden at det blev afsløret, at han gentog sig selv.
At være en del af noget
Med sin særlige status, gav han os adgang til centrale kilder og steder, og det lykkedes os faktisk at samle de ældre høvdinge i stammerne for første gang i mange år, for at diskutere fortiden. Det var aldrig lykkedes for mig alene uden at være understøttet af min far.
Før turen i 2016 havde min far været passiv og uden initiativ i lang tid. Men da vi skulle hjem fra den sidste rejse i Kina, var han fuld af energi og læste 145 sider i flyet hjem. Det viser mig, at det betyder uendeligt meget at blive set på lige der hvor man er og hvor vigtigt det er at være en del af noget - i stedet for at blive parkeret med en diagnose, der ikke tager udgangspunkt i, hvem man egentlig er.
Fædre & Sønner kan opleves i biografen fra d. 6. Juni gennem www.doxbio.dk.
