Puk Elgård om Demenskoret: “Jeg har aldrig i mine 30 år som tv-vært oplevet en tv-produktion som Demenskoret. Aldrig!”
Af Puk Elgård, tv-vært på Demenskoret
Da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på Demenskoret, sagde jeg ja med det samme. Jeg må med skam indrømme, at jeg romantiserede demens en smule. Jeg fik en liste med deltagernes navne og kontaktede dem alle sammen, og så skal jeg lige love for, at jeg hurtigt blev klogere på demens. Meget klogere. Og der var desværre intet at romantisere.
Jeg dumpede ned i en gruppe mennesker, som lever med en livstruende sygdom, som en del af deres hverdag. Mennesker med følelser og frustrationer helt uden på tøjet. Mennesker hårdt ramt af ensomhed og fortvivlelse. Jeg blev forundret over aldersspændet i gruppen. Jeg mødte mennesker yngre end mig selv, som var hårdt ramt af demens. Det anede jeg simpelthen ikke kunne ske.
Jeg var faktisk i chok over den voldsomhed sygdommen frembragte, og jeg skal ærligt sige, at jeg slet ikke var sikker på, vi kunne gøre nogen som helst forskel ved at tilbyde kor og fjernsyn til den gruppe, der var castet til udsendelsen. Men her tog jeg fejl. Demenskoret og fællesskabet kom til at betyde alverden. For os alle.
Jeg har aldrig i mine 30 år som tv-vært oplevet en tv-produktion som Demenskoret. Aldrig! Og jeg kan helt oprigtigt fortælle at hele produktionen gik til opgaven med den største respekt og kærlighed. Normalt foregår tv-produktion ofte på produktionens betingelser, men her kunne vi ikke bede deltagerne om at ”tage scenen igen”, forlænge optagedagene eller bede deltagerne om at stå på bestemte pladser.
De første gange vi øvede, var der forvirring og tvivl, men så begyndte glæden at sprede sig. Det er det mest rørende, jeg har oplevet. Det sammenhold som de pårørende fik og den glæde som de demensramte fik i øjnene, når de sang og optrådte, var alting værd.
At se kordeltagerne finde selvtillid og bakke hinanden op var eminent. Vi oplevede kormedlemmer, der ikke havde haft sprog i mange år og som pludselig genfandt ordene og kunne synge teksten. Vi oplevede musikalske talenter blive vakt til live og finde vej ud gennem den sygdomståge, der havde ødelagt både livsglæden og evnerne.
Jeg er ikke længere et sekund i tvivl om at sang, fællesskab og musik kan gøre en stor forskel. Og jeg håber, at vores programmer vil give større forståelse for demenssygdommene. Undervejs havde jeg nemlig lejlighed til at høre alle deltagernes livshistorier, og bag hvert et menneske gemmer der sig en interessant historie med store ambitioner og store bedrifter. Vores kormedlemmer har alle været lynende intelligente og driftige, inden de blev ramt. Derfor er det smertefuldt at høre, når der bliver talt ned til eller hen over hovedet på mennesker med demens. Vi skal huske det hele menneske og ikke bare diagnosen.
Jeg håber, at Demenskoret vil inspirere danskerne til at finde sammen i fællesskaber og synge ”af karsken bælg”. Så kommer de nemlig til at opleve glæden ved at dele - selv når livet er sværest.
