Af Thomas Nicholson
Min mor er den modigste, jeg kender.
Da hun blev diagnosticeret med tidlig Alzheimers i 2012, i en alder af 58 år, var det givet, at resten af hendes liv og ægteskab med min far ville være fyldt med hjertesorg, frustration, ensomhed, arrigskab, frygt og vrede. Men ud af diagnosen viste sig også et ukueligt livsmod, som jeg ikke havde bemærket før. Mine forældre flyttede ud af deres hus og i en mindre lejlighed og rejste og rejste og rejste, indtil de ganske enkelt ikke kunne mere.
Med Alzheimers i lommen var de på besøg hos mig i Vancouver, på Old Trafford i Manchester, i Caribien med min søsters familie og på utallige andre ture. Ifølge min far var deres måske bedste af 40 år sammen omkring et år efter diagnosen og to år frem. Fyldt med eventyr, fyldt med latter, fyldt med kærlighed, fyldt med livsmod.
Min mor er den modigste, jeg kender.
Havde jeg ikke fundet ud af det, havde jeg næppe fundet modet til at forfølge min egen årelange skuespildrøm med en ukuelighed, jeg ikke anede, jeg havde. Vi har alle drømme. Nu tør jeg forfølge, udleve og oprigtigt nyde min. Jeg har gjort min ønskedrøm til virkelighed.
Min mor er den modigste, jeg kender.
Også min far er blevet smittet med hendes livsmod. Efter 40 års ægteskab tør han stadig livet, selvom hans hustru ikke har været en kæreste i årevis. Han tør finde ud af, om hans nye kæreste måske er hans nye livs kærlighed.
Det kommer ikke til at give genlyd i Danmarkshistorien, når Kirsten Nicholson dør. Før Alzheimers sendte hendes personlighed på en uforudsigelig rutsjebanetur, var hun en stille og konfliktsky kvinde, der helst ikke ville skabe uro. Før hun fik stillet den mest skræmmende diagnose i verden, vidste jeg ikke, at min mor er den modigste, jeg kender.
Min mor er den modigste, jeg kender.
Besøger man hende på Huset Nyvang, kan man hurtigt vurdere, at Alzheimers vandt over hende. Men jeg synes ikke, den vurdering er ubetinget sand. Alzheimers åd hendes hjerne, stjal hendes sprog, tvang hende i kørestol og gjorde hende på mange måder uigenkendelig. Men hun gav sit livsmod videre til os omkring hende, før det kom så vidt. Lærte os på sin stille måde, hvad der virkelig gælder i livet, og at det gælder nu. Min tak til min mor og min gave til hendes eftermæle er at leve mit liv med samme livsmod, som hun viste mig.
For min mor er den modigste, jeg kender.
