Af Frederik Lindhardt,
Iværksætter, forfatter og søn til den afdøde biskop, Jan Lindhardt
Min far fik konstateret Alzheimers en forårsdag i 2012. Da han og min mor kom hjem fra lægen, sad de ved spisebordet og holdt hinandens hænder uden at sige noget. Ingen ord. Kun en stilhed, der hviskede om nye tider.
Den næste tid forsvandt flere og flere ord. Min far, der har skrevet mere end 30 bøger, holdt flere tusinde foredrag, mærkede, hvordan tankerne smuldrede. På et tidspunkt sagde han, at han havde mistet 50% af sit ordforråd, ligesom evnen til både at læse og skrive forsvandt som sand mellem fingrene på ham.
Men også jeg mistede mine ord. Det var svært at tale med andre om. Så mange usagte følelser og fornemmelser. Så mange umulige valg. Af samme grund havde min omverden svært ved at svare tilbage, når jeg fortalte. For hvis jeg ikke engang kunne finde ord, hvordan skulle de så kunne?
Ord rummer liv. Det er vigtigt at huske på – særligt med en sygdom som Alzheimers. For den gør alt, hvad den kan, for at få os til at tie stille.
I 2014 blev min far helt stille. Og efterfølgende har jeg forsøgt at finde ord, i bog og i foredrag – ord der kunne gøre mig klogere på det, vi havde været igennem.
Samtidig er det skønt at se og høre, at jeg ikke er den eneste. Flere og flere tager bladet fra munden og fortæller deres historie – det er det, der skal til. Stilhed fører hurtigt til tabu, ensomhed og mindre livskvalitet. Ord er som lindrende medicin.
Vi må aldrig blive tavse. I den forbindelse glæder jeg mig særligt til d. 28. september i år. Sammen med Alzheimerforeningen, Ældre Sagen og FOF København afholder jeg et arrangement på Bremen Teater i København. Knud Romer, Bente Klarlund og May Bjerre Eiby er inviteret, og sammen med dem og publikum lader vi stemmerne klinge. Vi skruer op for livets lyd, når demens truer med at skrue ned.
Min far sagde selv kort efter, han var blevet syg: ”Jeg håber, I vil blive ved med at møde mig som en, der har noget at fortælle.” Og selvom det var lettere sagt end gjort, prøvede vi alt, vi kunne. For livet kan altid fortælle, demens eller ej.
