Af Thomas Bredsdorff
Hugo Jensen er organist ved den lille rundkirke i De Gamles By på Nørrebro. Han er også stud.mag. i musikterapi ved Aalborg Universitet og skal i praktik i løbet af den kommende vinter. Han er blevet knyttet til Klarahus og har holdt til i dets filial Huset i et stykke tid. Han har udvalgt Lene som en af dem han vil opøve sine terapeutiske evner på.
[…]
Hugo har fået at vide at Lene tjente penge som kirkesanger ved Mariakirken i Istedgade i hele sin studietid. Nu fører han hende tilbage til tiden som gelænderlærke. Det går godt.
Senere, ved flyglet, får han hende til at spille Bent Fabriks melodi til Rifbjergs digt om duerne der ’flyver hen over byen,/ ingen ved rigtig hvorfor’. Han sætter sig ved siden af og følger hende i en ny runde med en basstemme. Så sker miraklet. Lene gider ikke en tredje gang og slår i tangenterne. Hugo svarer med et par tjat. Nu svarer hun igen, ikke med slag, men med en lille melodi, som han straks griber til gensvar. Lene, der aldrig i hele sit liv er blevet grebet i at improvisere, spiller nu en helt og holdent improviseret dialog med organisten. Replik, medsvar, ny replik. Dialogen varer det meste af et minut.
-
Det var midt på dagen, det tidspunkt hvor Lene fungerede bedst. Da vi havde spist frokost, kom deres næste generation til, samt tredje generation, lille Louis, tre år. Vi havde siddet og snakket om verdens problemer. Når vi gør det, falder Lene gerne hen, bliver bedrøvet, indadvendt eller bare fraværende. Hun kan ikke være med.
Da lille Louis gjorde sin entré, blev hun lysvågen. Louis blev ligeså opmærksom på hende som hun på ham. Øjenkontakten formelig sugede de to sammen. Drengen løb rundt om bordet, ignorerede resten af os og smøg sig op ad hende. Han har kun set hende en enkelt gang før, for længe siden. Det er ikke et bekendtskab der forklarer kontakten. Det må være radiokontakten på den fælles bølgelængde, barnet der vokser opad, den voksne der vokser nedad. Som to skibe der telegraferer med hinanden i den korte tid hvor deres kurser krydses.
Vi andre befandt os langt væk fra de to, inde på landjorden, hvor vi har vores ubegrænsede bevægelsesfrihed. Vi kan nå hinanden med sproget, men ikke de to, der til gengæld kan nå hinanden uden ord. Man samler på de små eksempler på noget der vindes midt i alle tabene.
