Af Jon Fiala Bjerre, 19. December 2014
Det er hans charme og glimtet i øjet, Annette falder for, da hun første gang møder sin mand, Josef Novotni, til et afdansningsbal i København i 1972. Hun er 16, han 19 og sød musik opstår med det samme. I årene efter får parret to sønner og en datter, og Josef er på alle måder en kærlig familiefar.
Sammenholdet i familien er stærkt, selv efter de to ældste børn er flyttet hjemmefra, og i august 2000 flytter familien ind i en gammel trelænget gård i landsbyen Hammersholt uden for Hillerød. Her skal de alle sammen bo i hver deres afdeling. Det er en drøm, der går i opfyldelse.
Gården er nedslidt og skal totalrenoveres, men Josef har hænderne skruet godt på, og parret har tidligere kastet sig ud i flere byggeprojekter. Men noget er anderledes denne gang. Josef begynder at glemme ting, og hans personlighed ændrer sig. Han bliver ofte vred og frustreret, husker Annette.
Et døgnarbejde
I efteråret 2005 får Josef stillet demensdiagnosen Alzheimers i en alder af 52 år. Han får ordineret nogle piller, der skal bremse sygdommen, men bestemmer sig hurtigt for at droppe medicinen. Han mener ikke selv, at han fejler noget. Kort tid efter bliver han fyret fra sit job. Det betyder, at han kommer hjem at gå hos Annette, der på det tidspunkt driver dagpleje i huset. Det bliver et døgnarbejde for Annette, både at tage sig af sin mand og børnene.
En dag sætter Josef en elkedel ind i mikrobølgeovnen og tænder, så gnisterne står ud til alle sider. Annette får herefter besked på at få ham ud af huset eller lukke dagplejen. Kommunen finder noget tid efter en plads til Josef på et dagcenter.
Isolation og skyld
Men hverdagen bliver ikke meget nemmere for Annette. En ældre nabo kommer en dag forbi for at hjælpe med at plukke jordbær i familiens store køkkenhave. Josef smider manden ud med beskyldninger om, at han har været i seng med Annette. Sådan er der flere episoder, og efterhånden bliver Annette isoleret fra alle deres gamle venner og naboer.
Det bliver sværere og sværere at bo med Josef, og Annette bliver ofte bange for ham. Beskyldningerne hagler ned over hende, og Josef anklager hende tit for at være ham utro.
Hans blik er for det meste fjernt, men når han bliver vred, slår øjnene gnister, og han er fokuseret.
-Det var som om, noget af hans gamle jeg kom tilbage, men kun de dårligste sider,forklarer Annette.
Hun ved godt, at det er sygdommen, der er skyld i Josefs udbrud, men det er svært at abstrahere fra. Hun oplever ind imellem at føle had til ham.
-Nogle gange blev jeg så vred, at jeg fik lyst til at gøre skade på ham. Så følte jeg mig enormt skyldig bagefter, men man føler bare sådan en stor afmagt, fortæller Annette.
Voldens indtog
En nat vågner Annette ved, at et par hænder griber fat om hendes ankler, og hiver hende ud af sengen. Det hele går så hurtigt, at hun ikke når at tage fra, og hun knalder hovedet og ryggen ned i trægulvet. Mens hendes øjne langsomt vænner sig til mørket, kan hun se, at en person står bøjet ind over hende.
-Min første tanke var, at det måtte være en indbrudstyv.
Men da Josef begynder at råbe af hende, forstår hun, at det er ham, der har stået for den brutale vækning. Han beskylder hende for at have sneget sig ind af vinduet i gavlen, efter at hun har været sammen med en anden. Annette er bange, og har ingen anelse om, hvad Josef kan finde på. Hun ruller om på maven og flygter ind i børnenes legerum, som kan låses indefra. I de næste to år bliver legeværelset Annettes tilflugtssted, hver gang Josefs voldelige udbrud opstår.
Jeg tænkte ofte, hvordan et sind, der aldrig har været voldeligt, jaloux og vredladent, kan vende sådan på en tallerken? Den mand jeg havde levet sammen med blev fremmed, og min kærlighed til ham blev afløst af vrede og angst.
En forbudt følelse af lettelse
Efter et længere tovtrækkeri med kommunen kommer Josef på plejehjem i 2009. På det tidspunkt er Annette så meget i knæ, at hendes tanker ofte kredser om selvmord. På trods af psykologhjælp og tilbud om at være med i en pårørendegruppe til demente, fylder angsten og sorgen overvejende meget.
I sensommeren 2011 dør Josef. På det tidspunkt har han i længere tid slet ikke kunne genkende sin familie. Selvom det er trist, får Annette og resten af familien også en følelse af lettelse.
-Det er en af de her forbudte følelser, men det var det bedste for alle – også Josef. Det var ikke værdigt længere, fortæller Annette.
Hun har det i dag meget bedre, og har fundet livsgnisten igen. Selvom det barske forløb stadig fylder, så husker hun i dag først og fremmest Josef som den kærlige familiefar han var, før sygdommen ramte.
