Af Louise Bangslund
En dag, da Ingelise Møller kom hjem fra arbejde, var der noget anderledes ved hendes mand Niels. Han sad i stuen med overtøj på, og mundvigen hang lidt. Det var første gang, Ingelise lagde mærke til, at der var noget galt. Det viste sig, at Niels havde haft en blodprop.
Det er 17 hårde år siden. For otte måneder siden gik Niels bort – men for Ingelise var han allerede væk.
- Den Niels, jeg kendte og forelskede mig i, var forsvundet. Jeg mistede ham meget tidligt, siger hun.
En tung besked
I lang tid efter den første blodprop troede Ingelise på lægerne der sagde, at det ville blive bedre. Demens var slet ikke på tale. Men det blev ikke bedre. Tværtimod. Da Niels endelig blev udredt og fik diagnosen frontallapsdemens, gav de sidste otte-ni år pludselig mening for Ingelise. Niels havde dog ikke selv nogen erkendelse af sygdommen, og tiden efter blev meget svær for Ingelise:
- Jeg var ulykkelig. Meget. Da jeg første gang var i en pårørendegruppe, hvor der var nogle, som var længere i forløbet, gik det op for mig, hvad der ventede. Jeg sad bare og græd.
Ingelise kigger tænksomt til siden.
- Det værste var nok, da jeg blev klar over, at det ikke blev bedre. Fra at have været rasende og gal og været ved at pakke tøjet og gå, fik jeg ondt af ham. Så tænkte jeg, ’Nej, selvfølgelig er du her,’ fortæller hun.
Den langvarige sorg
Frontallapsdemens er en demensform, der ofte medfører store forandringer i personligheden og betyder, at hæmninger forsvinder. Modsat Alzheimers sygdom er hukommelsen ofte relativt god langt hen i sygdomsforløbet.
- Niels kunne kende mig til det sidste. Men jeg kunne ikke kende ham. Han begyndte at tale meget grimt og gad hverken det ene eller andet. Og han begyndte at drikke. Rigtig meget. Han blev en helt anden person, fortæller Ingelise.
Sorgen over tabet af Niels har derfor fulgt Ingelise igennem mange år. Nogle dage var den tungere end andre. Tungest var den, da Niels skulle på plejehjem.
- Det var rædselsfuldt. Jeg blev meget ked af det. Jeg havde jo vidst det længe, og der var ingen vej tilbage. Men det var som om, at nu blev han afleveret. Og så at se, hvor…
Hun leder efter det rigtige ord.
- sølle, eller... hvor forsagt, han var. Når jeg tænker på alt det, Niels var og havde været, skærer det én i hjertet at se ham sådan, siger hun.
- Men samtidig var det også en lettelse, for nu tog andre over og dermed også ansvaret for Niels.
Et afklaret farvel
Niels tilbragte de sidste fire år af sit liv på plejehjem. Ingelise besøgte ham næsten hver dag og involverede sig også som frivillig på plejehjemmet for at dele nogle oplevelser med ham.
Den sidste tid stod det så slemt til, at Ingelise inde i sig selv sagde farvel, hver gang hun var der. I februar tog døden ham til sig.
- Det var en lettelse, siger Ingelise med en afklaret stemme.
- Niels var så dårlig til sidst, at han skulle have lov at få fred.
Hun er stille et øjeblik.
- Jeg havde jo mistet ham. Niels var ikke Niels, og han manglede ikke pludselig i sengen eller sofaen. Det var slut for år og dag siden, og jeg havde grædt og sørget mange år forinden.
Hjalp at tale om det
Engagementet som frivillig og ikke mindst gode venner og familie, der hang ved, hjalp Ingelise med at leve med sorgen.
- Det, at have nogen at læsse af på og flygte over til, når det hele blev for meget, var guld værd.
En god pårørendegruppe, som Ingelise både kunne grine og græde med, var også en stor støtte.
- Uanset hvor hårdt det er i starten, er det vigtigt at få snakket og udvekslet erfaringer med nogen, som har det inde på livet, siger hun.
Nu, hvor hun står på den anden side, er det ikke de seneste 17 år, hun lader fylde i minderne.
- Når jeg tænker på Niels, er det fra de gode år, vi heldigvis nåede at få sammen. Jeg vil mindes hans humor, lune, kreativitet og gode humør og vores mange spændende rejser og oplevelser. Det, vi havde sammen, var rigtig godt, siger hun og kaster et blik på billedet af en smilende Niels, der står på skænken.
