Ditte vil sprede glæde for andre demensramte med Nuka som besøgshund. Foto: Jon Fiala Bjerre
Af Jon Fiala Bjerre
- Det var som at stå midt i en alvorlig ulykke.
Sådan beskriver 48–årige Ditte Sigsgaard følelsen, da hun fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom en kold dag tilbage i januar.
- Jeg tror, jeg havde det ligesom nogle af de mennesker, der gennemlever en eller anden meget traumatisk oplevelse. Noget hvor man skal have førstehjælp. Jeg undrer mig stadig over, hvordan min mand og jeg kom hjem fra sygehuset i vores bil, for vi var begge helt ødelagte. Hele det første døgn var uvirkeligt. Jeg kunne ikke spise eller drikke. Jeg kunne ikke se fjernsyn eller høre noget i radioen. Jeg kunne ingenting gøre. Der var ingen ro at finde, og når jeg endelig faldt lidt i søvn, vågnede jeg op i et skrig.
Ditte vidste ikke på dette tidspunkt, at hun var blevet ramt af sorg. Alt gjorde ondt, og det var svært for hende at tænke konstruktivt og fremad:
- Jeg tænkte, hvorfor kunne jeg ikke bare have fået kræft? For ens intellekt er jo det værste, man kan miste. Så mister man også sig selv og sin værdighed.
Sorg er en proces
I tre måneder befandt Ditte Sigsgaard sig i et mørkt hul, hvor hun ikke kunne tænke klart over sin situation. Hele hendes forestilling om en fremtid forsvandt, og hendes tanker kredsede om, at hun ikke skulle få lov at opleve sine tre børn få børn eller blive gammel med sin mand. Til sidst søgte hun hjælp hos en psykolog.
- Jeg anede ikke, at det var sorg, som jeg var ramt af. Det var først da psykologen satte ord på det, at jeg forstod, at det var en proces jeg stod midt i, og som jeg skulle igennem. Som en mørk tunnel med lys for enden. Det var rart at få at vide fra en professionel, at sorg rent faktisk er noget fysisk, der sker i kroppen, og at der en vej igennem det.
Efter et par gange hos psykologen begyndte Ditte at ændre sin måde at tænke om sin situation på, og fik også mere overskud til at rumme sine børns og sin mands sorg.
- Jeg talte med psykologen om, at et langt liv jo bare en forestilling. Hvad nu hvis jeg bare sagde til mig selv, at livet ikke nødvendigvis er 100 år, men i mit tilfælde måske kun er det halve? Hvis ikke jeg vidste, at alle mulige andre blev 100 år, så ville det jo ikke være noget, der gjorde ondt. Den måde at tænke på gav mig en tilpas ro til, at jeg ligesom kunne trække vejret normalt igen og begynde at koncentrere mig mere om nu og her, i stedet for at fokusere på de ting, jeg har mistet.
Vær i nuet
Og netop evnen til at være i nuet er ifølge Ditte det vigtigste råd til at klare sig igennem sorgen ved et demensforløb:
- Det der gør ondt, er tankerne om fremtiden eller den fortid, man tager afsked med. Jeg er nødt til at fokusere på nuet, for det er det, der giver mig glæden tilbage. Der er jo stadig mange gode ting i min hverdag, og når jeg går tur med hunden, får jeg sådan en berusende glæde bare ved at se på bladene på træerne, der skifter farve – og da kornet stod allerhøjest på marken i sommer, fik jeg bare lyst til at løbe igennem det, ligesom da man var barn. Jeg ser bare så meget glæde og skønhed i livet – måske også fordi jeg ved, at det slutter på et tidspunkt. Så er det som om, man nyder det mere.
At forblive et menneske
Det er dog stadig svært for Ditte at tænke på, hvor hun ender i sin sygdom, og hvordan det kommer til at ramme hendes familie. Især tankerne om plejehjem og den sidste fase er hårde:
- Jeg tror, det er frygten for at ende alene på et værelse, og at folk omkring mig holder op med at behandle mig som et menneske, der skræmmer mig. For selvom man har svær demens, har man jo stadig brug for at mærke omsorg fra andre mennesker og føle, man er i live. Der er jo fortsat et menneske bag sygdommen med følelser og behov, og bare fordi at personligheden og ens evne til at udtrykke sig forsvinder, betyder det jo ikke, at man skal behandles som en andenrangs-person.
Det budskab betyder meget for Ditte, og hun har derfor dedikeret en del af sin tid til at stå frem for Alzheimerforeningen – blandt andet i medierne og ved indsamlinger og andre events – for at give befolkningen et mere nuanceret billede af mennesker med demens. Senest har hun også meldt sin hund, Nuka, som besøgshund for mennesker med demens på plejehjem:
- Det bliver nok lidt hårdt at komme ud at møde andre med demens, der er i den svære fase - men det føles godt at gøre noget godt for andre, og det giver mig også håb om, at når jeg en dag er nået dertil, så vil der også komme nogen og give mig en god oplevelse. Den slags tanker holder sorgen fra døren, fortæller Ditte Sigsgaard.
