Af Mikkel Bækgaard
Egentlig er det ret enkelt. Ved at tale åbent om døden og livet og angsten for, hvad der skal ske, kan man være med til dulme angst og smerter. Det gælder i alle aspekter i livet, men især hvis man bliver ramt af en livstruende sygdom - eller hvis man er pårørende til én.
Og det er netop, hvad såkaldt palliation handler om, og som i disse år vinder indpas i mødet med personer med demensdiagnoser og deres pårørende.
- Grundtanken i palliation er, at man fra sundheds- og plejepersonalets side forsøger at lindre alle de fysiske, psykiske, sociale og åndelige problemer, der er forbundet med at have en livstruende sygdom. De er derfor også med til at tage og facilitere nogle af de svære samtaler om livet, døden og fremtiden. Ved at turde spørge ind til tanker og angst, kan man som professionelt personale være med til at gøre den sidste tid bedre og mindre skræmmende, forklarer Rita Nielsen, pensioneret sygeplejerske, der rådgiver om palliation, og som har skrevet en håndbog til plejepersonale om emnet.
Jo mere, man også taler om de svære ting, jo mindre angst bliver man, Rita Nielsen
Det har hun gjort med udgangspunkt i sine tyve år som ansat på et hospice, hvor netop døden spiller en altafgørende rolle - og hvor man igennem mange år er blevet bedre og bedre til at tale om de svære spørgsmål. Det har været til gavn for både patienter og pårørende, og er noget som også plejehjem og plejepersonale kan lære af, forklarer hun:
- Palliation er noget, man traditionelt primært har tilbudt kræftpatienter. Men alle med livstruende sygdomme kan have stor gavn af, at personalet omkring én kan håndtere svære spørgsmål og være med til at sætte gang i en dialog. Faktisk anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle med livstruende sygdomme - og dermed også personer med demens - skal have adgang til palliative samtaler.
Personale skal uddannes
Demenssygdomme strækker sig ofte over mange år, og mange med en demensdiagnose lever længe med diagnosen, før de for eksempel kommer på plejehjem. Men uvisheden og angsten gælder jo ikke kun på plejehjemmet, og derfor skal mennesker med demens tilbydes palliative samtaler så tidligt som overhovedet muligt.
Det gælder også for de pårørende, der står med lige så mange - og måske endda flere - eksistentielle spørgsmål som den, der har fået diagnosen, mener Rita Nielsen:
- Lige fra man selv - eller ens nærmeste - får diagnosen, bør man være klar over muligheden for palliation. For spørgsmålene melder sig jo allerede her. Hvad skal der ske? Hvordan skal det ske? Hvad er det for et liv, jeg har foran mig - og hvad med døden?
Derfor bør mange af de professionelle, der møder mennesker med demensdiagnoser, uddannes i at tage de vigtige samtaler. For det kræver viden og overskud at spørge ind til de ting, der føles svært - især i en travl hverdag.
- Det handler meget om for os som personale - hvad enten vi taler plejepersonale eller andre - at gribe de indgange, der opstår. At man lytter til tvivlen og angsten og tør sætte sig ned og spørge ind til den. At man har tid til at lytte og stille spørgsmålene, forklarer Rita Nielsen.
For selvom det kan føles som en tung opgave, er det en meget vigtig del af omsorgen.
- Det kan være med til at lindre angsten, for jo mere, man også taler om de svære ting, jo mindre angst bliver man. Det kan være med til at gøre ens sidste tid - hvad enten vi taler måneder eller år - nemmere at håndtere, når man taler åbent om sin angst og tvivl, siger hun.
