”Alle mennesker har behov
for nærhed og intimitet – også
mennesker med demens”

Hvad sker der med seksualiteten og intimiteten i parforholdet, når ens partner
får stillet en demensdiagnose - eller hvis man selv får demens?

Af Charlotte Nordell Carlsen
Illustration: Tea Bendix

”Alle mennesker har behov for nærhed og intimitet – også mennesker med demens”

Hvad sker der med seksualiteten og intimiteten i parforholdet, når ens partner får stillet en demensdiagnose - eller hvis man selv får demens?

Af Charlotte Nordell Carlsen. Illustration: Tea Bendix

Sex og intimitet har betydning for vores trivsel livet igennem. Vores selvværd, vores følelse af at være værd at elske og følelsen af samhørighed og nærhed med en partner. Seksualitet er en naturlig del af det at være et menneske, og ifølge WHO en basal menneskeret.

Men hvad sker der med seksualiteten og intimiteten i parforholdet, når den ene part bliver syg?

Det har vi spurgt Tove Buk, sygeplejerske og uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens, om:

- For mange par kommer den del af samlivet lidt i baggrunden. Ikke mindst fordi, det kan være enormt tabubelagt.

Og det er synd og skam, mener Tove Buk:

- Intimitet og nærhed handler jo om andet end sex. Vi har alle behov for at føle nærhed til et andet menneske. Den del af parforholdet ER vigtigt – også for mennesker med en demenssygdom, fastslår hun.

Pligt til at spørge

I arbejdet med Videnscentrets pjecer om sex og samliv til mennesker med demens og deres pårørende, har Tove Buk og hendes kolleger stødt på en del tabuer:

- En del af det sundhedspersonale, vi har været i kontakt med, fortæller, at de har svært ved at tale om sex og intimitet med patienter og pårørende. Det er ærgerligt, for vi oplever, at mange mennesker GERNE vil tale om seksualiteten. Mange efterspørger det oveni købet, men fortæller, at de aldrig er blevet spurgt ind til det.

Tove Buk forklarer, at man som sundhedspersonale ifølge lovgivningen faktisk har pligt til at give råd og vedledning om sex og samliv i parforholdet. At det er en del af at vise interesse for ’Det hele menneske’, som det hedder på fagsprog.

Myter og misforståelser

Tove Buk mener, at vi først og fremmest skal have aflivet myten om, at det kun er gamle mennesker på plejehjem, der får en demenssygdom. Eller at ældre mennesker ikke har et sexliv – for det er også en myte.

- Vi møder mennesker på plejehjem med demens, der stadig har et samliv. Og vi møder mennesker i 50’erne, der for nyligt har fået en demensdiagnose. Og som 50-årig har de fleste jo stadig et godt og velfungerende sexliv – altså hvis man stadig godt kan lide hinanden, siger hun og fortsætter:

- Når demenssygdommen kommer ind i forholdet, oplever vi mange, der fortæller, at personen med demens pludselig ikke kan huske, hvordan de plejer at gøre. De vil gerne have seksualiteten til at fungere, men hvordan gør man? Hvad kan min partner godt lide? Vi har talt med en kvinde, der fortæller, at hun plejede at være den udfarende part, men nu hvor hun ikke længere kan huske, om de også havde sex i går, er hun holdt op med at tage initiativet.

”Vi kysser og krammer mere nu”

Men der er også par, der fortæller, at de er blevet mere fysiske overfor hinanden. Nogle fordi, den ene part har fået mere lyst, eller fordi det nu er den eneste måde, de kan være nære på – fordi selve dagligdagen er blevet så svær.

En person med demens fortæller:

”... Efter at jeg har fået diagnosen, er det som om, vi er meget mere kærlige over for hinanden. Vi kysser og krammer mere, end vi tidligere gjorde.”*

En anden fortæller:

”Vi har faktisk fået det så godt med hinanden, at min kone gik på knæ foran mig og spurgte, om jeg ville giftes med hende – igen”.*

Men tilbage til dem, der synes, det er svært.

- Vores råd til dem er: TAL sammen. Også selvom det er svært. Luk op for posen. Fortæl din partner, hvordan du har det, og hvad du godt kan lide. Fx hvordan skal forspillet være, hvad har du lyst til?

Vi gør, som vi plejer

Tove Buk fortæller også, at mange af os har fået et vaneforhold til vores seksualliv – vi gør bare ”som vi plejer”.

- Når man så ikke kan huske det, man plejer at gøre, så spørg din kone: ”hvad kan du godt lide, for det har jeg glemt?"

For mennesker med en demenssygdom kan det være svært at udtrykke sine behov – følelserne kan blive lidt ”flade”, og empatien svigter. Også det giver udfordringer i samlivet.

”Jeg har mistet spontanitet og initiativ. Det betyder ikke, at jeg ikke gerne vil have kys, knus og kram. Tværtimod. Det betyder kun, at jeg ikke selv kan være den udfarende.”

- En person med demens

Nogle frygter måske, at den raske partner vil gå fra en, når man bliver mere syg. Andre har åbne forhold og møder nye partnere. Der er mange varianter.

Tove Buk pointerer dog, at det både er den demensramte og pårørende, der opsøger hjælp og vejledning.

- Det er jo dejligt at høre folk sige: ”Vi har faktisk fået det bedre, for vi er mere umiddelbare og lever i nuet – nu ved vi, at livet er kort, så vi kysser og krammer mere.” Men det er langt fra alle, der har det sådan. Og dem skal vi blive bedre til at hjælpe.

5 gode råd til jer, der gerne vil bevare intimiteten:

Tal med hinanden om de forandringer og udfordringer, I hver især oplever. Tal hellere om følelser (hvordan I har det med det, der sker) frem for fakta (hvad, der sker).

Måske skal jeres samliv foregå på nye måder, så samleje eller orgasme ikke nødvendigvis er målet. I stedet kan I kramme, kysse, ligge tæt eller give massage.

Mind hinanden om de gode oplevelser, I har haft sammen. Giv hinanden komplimenter, tag udgangspunkt i nuet og tænk på hinanden som kærester.

Vær obs på romantikken og tosomheden. Fx ved at vise ømhed med kærtegn, holde øjenkontakt eller glæde den anden med en lækker middag, eller ved at danse sammen.

Find nye måder at kommunikere på om, hvem der tager initiativet til sex. Aftal klare signaler gennem kropssprog eller berøring. Fx et kys i døren til soveværelset, at gå i bad sammen eller ligge sammen i sengen og tale om sex.*

*Kilde: Citater og de 5 gode råd er fra Nationalt Videnscenter for Demens’ hæfte, ”Seksualitet og samliv”, 2023