Den svære vej fra pårørende til efterladt

Af Joachim Werner

Hvorfor har du skrevet en bog henvendt til pårørende, og hvad kan man som pårørende bruge den til?

Da min mand var syg med Parkinson-demens, arrangerede jeg et weekendkursus for pårørende til mennesker med atypiske demenssygdomme. Vi startede med at præsentere os selv, og hver eneste af deltagerne på kurset fortalte kun om deres sygdomsramte ægtefæller og ingenting om sig selv. Jeg vil gerne starte en snak om, hvordan det er at være pårørende. I bogen prøver jeg at samle al den viden, som jeg selv møjsommeligt måtte finde rundt omkring – både om livet som pårørende og om afslutningen. Vi er forskellige mennesker med forskellige historier og bagage, men de fleste af os skal igennem de samme praktiske opgaver og de samme følelser, fortæller Marie Lenstrup, der er forfatter til ’Overlevelsesmanual for omsorgspårørende’ og formand i ’Pårørende i Danmark’.

Hvordan skal man tage stilling til, hvad man har brug for, når man er efterladt?

Først og fremmest må man erkende, at ens karakter bliver forandret af at gå igennem et langvarigt forløb som pårørende. Det er jo en livsforandrende oplevelse. Lige fra sygdommens indtræden til den pårørende bliver efterladt. Man er som efterladt nødt til at finde ud af, hvem man er nu, og hvad man kan lide at gøre nu. Det er noget af en opgave, som tager tid og man kan fejle mange gange, imens man prøver forskellige ting af. Man må bare ikke give op.

Hvad kan man forvente af ens omgangskreds, når man bliver efterladt – og hvad gør man ved det, hvis man har brug for nogle at tale med?

Mange oplever at der bliver ryddet ud i den sociale omgangskreds under et sygdomsforløb, fordi folk enten ikke kan magte det, eller ikke ved hvad de skal sige og gøre. Derfor kan man stå meget alene, når man går fra at være pårørende til at være den efterladte. Lige i starten er folk meget til stede, men det holder ikke særligt længe. Her bliver man som efterladt nødt til at anerkende, at det her dødsfald fylder meget mere i ens eget liv, end det gør i andre menneskers liv. Jeg synes, man skal tilgive dem, som måske lidt bare har glemt den situation, man står i som efterladt. Pårørendegrupper er derfor lige så gode når man er efterladt, som da man var pårørende. Der er plads til, at man kan åbne op og give udtryk for de følelser, som man rent faktisk har.

Hvordan skal man forholde sig til sorgen, der ser forskellig ud fra pårørende til pårørende?

Man skal ikke skynde på sorgen, selvom man godt kan blive opfordret til det af omverden. Sorgen tager den tid det tager. Den ser forskellig ud og gør ofte ondt, men den er ikke din fjende. Man kan se det som, at man skal gå rundt med en kaktus i hånden resten af livet. Du bestemmer selv hvordan: Vil du holde den lige op foran dit ansigt, eller gå med den omme på ryggen? Vil du holde hårdt fast, eller holde lidt løsere så den stikker lidt mindre? Pointen er, at man må erkende, at den eneste der rigtig kan forandre ens livssituation og indstilling, det er én selv. Der er nogle, der kan hjælpe med det, men viljen og initiativet skal komme fra én selv.

Hvordan kan pårørende forberede sig på den sygdomsramtes død?

Man kan man gøre sig nogle praktiske forberedelser som at få skrevet et testamente, få orden i sin økonomi og talt sammen om begravelsen. Og så kan man snakke om døden på et følelsesmæssigt plan. Det kan være at man er bekymret for at blive ensom eller for at sidde fast i en sorg. Det kan også være at man både forventer en sorg og en form for lettelse. På samme måde som man har været belastet, i samme omfang bliver man måske lettet. Lettelsen kan hænge sammen med, at man ønsker sin kære fred, men man kan også føle en lettelse for sig selv – og det er også helt okay og ganske naturligt. Følelsen af lettelse siger ikke noget om størrelsen af ens kærlighed, men det siger noget om dybden af ens belastning som pårørende i et sygdomsforløb.

Råd til pårørende - sådan støtter du en efterladt i sorg