Samværet er det vigtigste i
’Café Husker Du’

Ægteparret Jens og Mona Nielsen har altid sat pris på at dyrke fællesskabet. På trods af Monas demenssygdom dyrker de det stadig i lokalforening Egedals ’Café Husker Du’. Her spirer nye venskaber med mennesker i samme situation som dem selv.

 

Af Karoline Fodgaard Hansen

 

Det blev en stor omvæltning for ægteparret Jens og Mona Nielsen, da Mona fik sin demensdiagnose for tre år siden. De er et par, som altid har nydt at bruge tid sammen med mennesker - både igennem deres arbejde, men også fritidsinteresser som tennis og badminton.

For mange kan det være svært at bevare de samme relationer, når en demenssygdom rammer. Både for den med diagnosen, men også for den pårørende. Det har for Mona og Jens været svært at bevare de fysisk krævende relationer, de havde i tennis og badminton, men de nyder stadig at tilbringe tid med gamle venner på anden vis. Samtidig har de fundet nye venskaber i lokalforening Egedals tilbud. Venskaber, hvor man kan spejle sig i hinanden

- Det vigtigste ved ’Café Husker Du’ er, at vi får samvær med nogen i næsten samme situation. Man har nogen at snakke med om sygdommen. Vi deltager i en masse informationer om demens sammen, og det holder os ajour med, hvad sygdommen er, siger Jens.

 

SAMLESTED FOR VENNER

Ud over at deltage i caféen, dyrker de fitness med de andre i lokalforeningen i Egedals sundhedscenter. De besøger også flere gange plejecenteret Damgårdsparken, hvor de kender mange af plejerne og beboerne, som også deltager i ’Café Husker Du’. Jens og Mona sætter pris på, at der er flere af deres venner ligesom dem i caféen. Nogle gange hiver Jens sågar

sit band med i caféen og giver koncert, imens Mona sidder og nynner med på deres musik med de andre deltagere.

- Vi samles hver anden uge i ’Café Husker Du’ og får kaffe og taler med alle de frivillige og andre med forbindelse til demens. Sommetider er der foredrag. Andre gange kan vi godt lide at spille spil. Der er fastelavnsfester, hvilket er noget helt specielt. Vores busture et par gange om året er også meget dejlige, da vi kommer rundt forskellige steder med mennesker, der kan tale om samme emne, siger Jens.

 - Husk lige at sige, at vi har det så sjovt, når vi skal ned til ’Café Husker Du’, tilføjer Mona.

 

MAN SKAL DYRKE SIN KÆRLIGHED

Parret, der er 80 og 81, kan til næste år fejre diamantbryllup, og man kan i den grad sige, at kærligheden bliver dyrket og nydt hver dag på trods af demenssygdommen:

- Grunden til, at vi snart har været sammen i 60 år, er kærlighed. Den skal man holde fast i og pleje, og der betyder det også noget at komme ud og have samvær med andre, fortæller Jens.

Derfor lægger han meget vægt på, at det er vigtigt, at der er steder som Alzheimerforeningens lokalforeninger, hvor man kan holde fast i samværet og snakke med andre mennesker i samme situation. Han tilføjer:

- Jeg kan godt se, at det for mange kan være svært at tale åbent om demens. Derfor er det vigtigt, at der er sådan nogle som os, der godt kan tage snakken. For det er vigtigt, at vi holder fast i samværet, når vores livsvilkår ændrer sig.