Af Louise Bangslund
Inger og Egon Christensen var i Berlin med deres døtre, da de pludselig fik en uventet besked. Deres gode ven igennem 40 år havde fået diagnosen Lewy Body demens.
- Åh, hvor blev jeg ked af det, siger Inger med et suk.
- Jeg kan huske, at en af vores piger slog det op på nettet, så vi sad og læste om det. Den aften var vi noget stille alle sammen.
De vender begge blikket nedad, og der er stille et øjeblik. Kun urets faste tikken giver lyd fra sig.
Inger og Egon Christensen havde godt lagt mærke til, at deres ven havde ændret sig.
- Han var blevet mere stille, fortæller Inger.
Parret troede, at han havde fået en depression, og det kom derfor bag på dem, da de fik beskeden om, at der var tale om demens.
- Jeg tænkte, hvor lang tid går der, inden han bliver synligt påvirket af det? Og så tænkte jeg hele familien igennem, siger Inger.
Sætter pris på åbenhed
Det var vennen, der selv bragte sygdommen på banen første gang, en sommerdag, da de sad ude i haven. Og for Inger og Egon har det været altafgørende, at deres ven og hans kone har og fortalt og fortalt om sygdommen.
- De har været så åbne, siger de i kor.
- Og det har været så dejligt, at man ikke sidder, åh nej, hvad kan jeg nu sige, hvad kan jeg nu spørge om, lyder det eftertrykkeligt fra Inger.
- Det gør også, at vi ved, at det er hans sygdom, der gør, at han reagerer nogle gange, det er jo ikke Poul-Erik, som vi kendte, tilføjer Egon.
Udfordret af struktur
Udfordringen for Inger og Egon har været at finde ud af, hvornår de kunne passe ind.
- Vi følte, at vi ikke bare kunne komme brasende, siger Egon.
- Fordi de har et meget struktureret liv, fortsætter Inger:
- Så det har været svært at finde en dag, hvor vi bare lige kunne, og finde de tider, hvor Poul-Erik har det bedst.
Men vennernes åbenhed har gjort det nemmere at tackle den udfordring.
- De er så gode til at fortælle om, hvordan deres hverdag er, og så kan vi bedre følge med. På den måde kender vi også hans dårlige dage, fortæller Inger.
Dog er der nogle ting, som er svære at tale åbent om. De to vennepar har altid nydt at sidde omkring bordet og snakke - gerne i timevis. Det gør de stadigvæk, men parret kan mærke, at deres ven ofte bliver fjern i det, de taler om, og skifter emne.
- Vi har sagt, at de er åbne om det, og vi kan snakke om det, men alligevel er der bare nogle ting, der er svære at sige, når han hører det. For eksempel det, at han bryder ind i en samtale, når vi sidder og snakker. Og vi ved jo godt, hvorfor han gør det. Men det er svært at sige, ’Poul-Erik, vi snakkede lige om noget andet’, siger Inger eftertænksomt.
- Nej, det kunne vi ikke finde på, lyder det fra Egon.
- Det ved jeg heller ikke, om man skal. Det synes jeg jo ikke, tilføjer Inger.
Tackler det svære ved at holde kontakten
Da jeg spørger Inger og Egon, hvad de ønsker sig af deres venner for at kunne være der for dem, falder svaret prompte.
- At vi kan få lov til at være en del af deres åbenhed. Så forstår man alting så godt, siger Inger.
Da jeg spørger, hvad det sværeste har været for dem som venner, er der en længere pause.
- Jeg har ikke haft problemer med noget af det, udover at jeg er ked af det på deres vegne. Jeg er ked af at miste Poul-Erik på den måde, siger Inger:
- Som vi kommer til.
Men i stedet for at tage afstand fra det, der er svært, har venneparret valgt at tage kontakt.
- Jeg tænker, at den måde, vi kan tackle det på, er ved at ses med dem fysisk, så vi bedst kan følge dem. At vi tager kontakt og ringer og spørger, hvordan de har det, eller om de har lyst til at komme ud til en kop kaffe, siger Inger.
- Vi prøver at være i nuet i stedet for at tænke over alt det dårlige, tilføjer Egon.
Og når de ses, er der altid et stort kram fra deres gode ven parat.
- Vi hygger os altid, siger Inger.
